gjesteroller paa havoverflaten og forlatt sin anonyme tilværelse i de store havdybder.
Der blev sendt en hel liten videnskabelig ekspedition ut for at granske uhyrets livsvaner. Men det gik ikke den bedre end den stab av journalister, som med glødende interesse jog efter fabeldyret og var villig til at sælge sine sjæle for en likegyldig ting mot at faa se en saa veritabel sjøorm i øinene.
Det sjøgrønne udyr hadde øiensynlig faat nok av sin visit i de øvre havlag. Badegjesterne paa Skjærhalden og Hankø, som var slagen av panik over det forfærdelige fænomens tilsynekomst, begyndte langsomt at gjenvinde sin fatning. Det kriblet ikke mere i deres tær, naar de pløiet bølgerne, og de smukke badende nymfer hvinte ikke mere av frygt for at bli opslukt av de dype haves ensomme herre.
Og efterhaanden sænket glemselens ro sig over sjøormen av juni 1921. Den indregistrertes i de videnskabelige protokoller som et indicium blandt de andre indicier for det mystiske dyrs tilværelse.
Kun Lars Iversen Kirkebø og hans to sønner gik omkring med litt uro i kroppen. Dyrets stilkede øine spøkte endnu i deres erindring og de plagedes av mange onde drømme. De var ikke saa flittig paa fiske som før, og de fik pludselig en tidligere, ukjendt interesse for landjorden . . .
En aften i begyndelsen av august kom der en fremmed mand op til Lars Iversens lille hvitmalte hus. Lars sat oppe i et kirsebærtræ og plukket andagtsfuldt av aarets rødmende frugt. Litt genert over at bli grepet i en saa utpræget landlig syssel krøp den gamle sjømand ned av træet og spurte hvad det gjaldt.
