øine var store og smegtende. De hadde den underlige, graasorte farve, som man saa ofte ser hos lillerusserne, og hendes figur var samtidig slank og yppig. Det sortbrune haar var strøket ned langs tindingerne og dækket halvt de smaa, sterkt krummede ører,—det eneste lille forbrydelsens indicium, som fandtes i dette rolige og blide ansigt. Saaledes var hun, Anna Nikolajevna Speranski, den ukjendte vampyr fra den internationale forbrydelses dunkle skoge,—den farligste av alle dem, som fra Whitechapels dyp snodde sine armer om de gyldne ofre.
—Hvad vil du? spurte hun. Kosnijeff sa, at du trængte min hjælp. Da maa du være i knipe. Har krigen kommet os paatverke?
—Ja, sa Asev og lænte sig fremover. Jeg kommer like fra kamppladsen. Det var saavidt jeg slap over Nordsjøen. Det fløt med lik der. Aldrig har jeg set slikt syn. Det var en vidunderlig kamp, men taaken kom og skilte de kjæmpende. Ingen seiret. De to flaater gled fra hinanden. Det var som to halvdøende dyr, der trak sig fra hverandre og skjulte sig for at bøte paa de skrækkelige ulivssaar . . . Men hvad kom det mig ved? Enten svinet æter hunden eller hunden æter svinet,—det er mig likegyldig. For mig gjælder det kun at hevne Ruslands forsmædelige nederlag. Besukhovs ubegravede lik skriker efter hevn . . . og Garschin . . .
Han stanset. Russerinden var pludselig blit meget blek . . .
—Garschin, hvisket hun, er han død?
Asev saa forbauset paa hende.
—Ja, sa han, Garschin skjøt sig selv efter et mis-
