Den mistroiske kjærring lo. Men det var pludselig en ung kvindes latter.
Asev saa skarpt paa hende, og en let rødme gled henover hans gule ansigt.
—Er det virkelig dig Anna? mumlet han.
Den gamle hadde pludselig rettet sig op. Hun hadde strøket en tynd voksmaske fra ansigtet, og tat den lurvete paryk av sig. En høi og slank dame med store straalende øine stod foran ham.
Forvandlingen var saa pludselig, at russeren for et øieblik helt mistet mælet.
—Kjære ven, sa den unge dame, grep hans haand og trak ham ind i værelset. Undskyld denne lille spøk. Jeg maa gardere min identitet paa alle mulige maater.
Asev svarte ikke med en gang. Hans mørke øine var blit helt sorte av en bevægelse, han ikke kunde beherske.
De befandt sig i et lyst og enkelt møblert værelse. Der var en hygge over det, som sterk kontrastrerede med omgivelserne. De skidne vægger var behængte med olivengrønne tepper, gulvet, som forøvrig heldet i alle vinkler, var dækket av et tykt teppe og en stor glaslampe kastet et dæmpet varmt gullig lys over det lille rum. I hjørnet stod en liten uanselig jernseng. Like overfor var der anbragt et skrivebord, hvor der laa en mængde papirer, bevogtet av to smaa forsølvede revolvere.
—Kjære veninde, sa Asev efter en lang pause, du maa undskylde, at jeg ikke kan skjule min bevægelse ved at møte dig igjen. Naar jeg ser dig, vet jeg, at du er den eneste kvinde, jeg har elsket.
