gelig røksky, mens man fra torpedobaatene uten vanskelighet kunde se de fiendtlige skibes master, der befandt sig over de røkspyende kanoners graasorte taake. Men tyskernes ild var dog saa sterk og systematisk, at ni av de iltre engelske angripere blev skutt sønder og sammen og sank i sin egen taake med mand og mus. Men den tiende torpedobaat undgik ved et under kulesprøiten og sendte sin torpedo like i agterspeilet paa slagskibet »Stralsund«. Den engelske baat gik med i eksplosionen. Den døde som hvepsen, der har anbragt sin brodd. Men »Stralsund«s dage syntes ogsaa at være talte. Torpedoen flænget i dens skruer, slet propellerne av og løftet op hele agterskibet i en mægtig hvit skumbølge. Panseret blev brutt op paa adskillige steder, og før maskinen kunde stanses, hadde de to akselledninger, som var berøvet propellernes motstandskraft, flenset op skibets indre dele.
Vandet strømmet ind, de vandtætte rum sprængtes under trykket, og med agterenden først blev det vældige skib trukket ned i dypet i løpet av nogen faa minutter.
Mandskapet hadde forlængst kastet sig uti sjøen med livbøierne, og de, som ikke var trukket med i det mægtige dragsug, svømmet omkring mellem alskens vrakstumper i den langelige dønning.
De tyske torpedojagere ilte til og trak sine landsmænd op av det kolde vand. Men over tre hundrede mand og næsten alle officerer fulgte »Stralsund« i Nordsjøens dyp.
Det var som om englænderne fik nyt haab ved dette uventede held, og nu begyndte langsomt den ene efter den anden av Englands stolteste svaner at dukke op
