kunde nogensinde falde paa at motsi ham . . . Aa, han var født til at frelse sit fædreland! . . .
Hun skvat pludselig til.
Der tegnet sig pludselig en lang. tynd, hvit røkstripe paa glasplaten.
Hun lyttet anspændt.
Da lød der et skud langt derutefra,—et tungt, melankolsk drøn, som kastet dype ekko indover aasene.
Det store sjøslag var begyndt.
Da steg Bergljot Bratt ned fra sit sæte og vækket de sovende mænd.
Teppet var gaat op for en av verdenshistoriens største tragedier.
Prins Heinrichs angrepsplan var utvilsomt rigtig. Den er blit kritisert av mange, men sakkyndigheten vil visselig gi ham ret. Han foretrak at angripe Seymours Nordsjøeskadre i rum sjø for at opnaa fordelen av at kunne angripe med en sluttet fylking.
Englænderne hadde derimot ikke faat tid til at samle sig. Skibene gik med den yterste fart fra toogtyve til toogtredive knob, og følgen var, at kun de mest hurtiggaaende krydsere og de nyeste dreadnoughts var naadd frem til den norske kyst, da prins Heinrich paa »Moltke« heiste kampflaget over hele linjen.
Admiral Seymour indsaa øieblikkelig, at han under