over sjøen i nogen meters høide fra havflaten og saa dukket det ned igjen, medens sprøitet stod som en fontæne om dets blanke sider. Farven var grønlig med sterke graalige avskygninger. Og i dyrets hode stod der to glinsende gule øine paa stilk, som stirret ondskapsfuldt omkring sig. Uhyret var mindst halvthundrede meter langt og hadde store, vingeagtige finner. Jeg har aldrig set dets make. Det lignet en vældig flyvefisk—ja det gjorde det. En mange hundrede ganger forstørret flyvefisk . . . Vi vendte øieblikkelig. Man kan jo aldrig vite, hvad et slikt havuhyre kan finde paa. Saa lod vi det staa like paa land. Og det var ikke frit for, at vi skalv litt paa næverne, da baaten skulde ind paa grund . . . Vi krøp op paa en holme, og forsøkte at holde rede paa dyret. Men da var det forsvundet og kom ikke mere op, saalænge vi var der. Vi var alle saa opskræmt, at vi opga fisket og snek os tilbake gjennem Gravningssund. For hvem vil gi sig ikast med sjøormen? . . .
—Er De sikker i Deres sak? spurte redaktionssekretæren, medens hans pen kradset henover papiret.
—Naarsomhelst skal jeg avlægge ed paa, at hvert ord er rigtig. Det er gudsens sandhet altsammen. Spør Dem for og De vil høre, at Lars Iversen Kirkebø aldrig lyver. Da jeg var ung fôr jeg paa sjøen og jeg har set meget i mine dage. Men aldrig saa jeg et merkeligere syn. Og mine sønner her kan bekræfte mine ord . . .
Da grep redaktionssekretæren sin allerhøitideligste pen og begyndte uten nølen at male op tre vældige
