engang underofficer, men saa kom denne ubehagelige historie med Krupp. Du hadde allerede dengang en sterk kløende trang i fingrene. Saa vandret du like fra fængslet ind i Josias Saimlers bande . . . Men Saimler blev kverket og du . . .
—Hysch, hvisket tyskeren nervøst og saa sig forfærdet omkring. Men da hans øine kun mødte hav og atter hav, trak han likegyldig paa skuldrene og stak underlæben frem som en opvarter, der brænder av længsel efter drikkepenger.
—Hør nu, fortsatte Asev, rolig, vi arbeider jo sammen, ikke sandt? Russerne fik juling derinde ved Kristianssand og nu gjælder det at gi den tyske admiral underretning om, at han bør vogte sig for at trampe den norske løve paa tærne.
Tyskerens øine fik et vikende uttryk. Den brune, friske farve paa hans litt oppustede kinder antok pludselig an gustengul karakter.
—Jo selvfølgelig, sa han hæst, vi er enige. Du kan være tryg for mig. Vor storadmiral vil belønne os efter fortjeneste . . . Men jeg forstaar ikke, at vi endnu ikke kan se noget til flaaten. Skulde englænderne være første mand paa pletten var vi ilde ute.
—Den er ikke fire kvartmil fra os, mumlet Asev . . . Du burde frisere dine øienhaar, saa forbedret du kanske dit syn.
Tyskeren stirret forbauset mot syd, hvor en blek røksøile efterhaanden bredte sig over den sydlige aftenhimmel. Helt fremme i têten kunde allerede de spinkle master av en torpedojager skimtes mot horisonten.
—Forøvrig, fortsatte russeren og bøide sig let fremover, bør du bedre vogte paa dine tanker. Der findes
