utseende mand med brunt krøllet haar og en stor bart som strittet symmetrisk utover de lubne svulmende germanske læber. Det dypt alvorsfulde blik og den høitidelighet, hvormed han hyllet sig ind i sin tyrolerkappe, gav manden et svakt skjær av en latterlighet, som han visselig ikke fortjente. For han gik i sit fædrelands erende. Han var tysker, han var barber og lød navnet Putzheimer.
Bak i baaten med haanden paa roret sat Asev. Han var meget blek. Hans klær var forrevne og der saaes nogen farlige blaa fingerflekker paa hans hals. En stripet reiselue, som sterkt mindet om barbereren, sat ham langt ned i panden. Der var i sandhet ikke noget anselig ved den store provokatør i dette øieblik. Han var slæpt fra nederlag til nederlag, han hadde følt tapets bitterhet.
Men allikevel vilde ingen ha vaaget at le av ham. Der var en ildevarslende ro over det bleke kalmukansigt, og av og til trak der sig noget i retning av et smil over de svulmende læber.
Han var av de mænd, som egges av tapene,—en værdig ætling av hin verdenshistoriske slagter fra Pultava, som tilslut lærte seirens kunst over sine hundredetusen mænds lik. Der flygtet de russiske panserdyr som dødsrædde ulver, men endnu var hans hænder fri og hans hjerne klar. Besukhov, den taapelige nar, var død, men Asev levet og den russiske grib hadde endnu klør igjen til hevn.
Pupillerne i hans mørke øine trak sig pludselig sammen og haanden paa roret dirret let. Han mindedes den mand, som nu to ganger hadde krydset hans vei og hvis forfærdelige fingre han endnu følte om sin
