fiende, som skrek i dødsnød dernede, det var voldsmændene, som sank i dypet paa samme vis som hin haarde ulykkens dag i Tshuschimastrædet: La dem dø, la dem dø. Det er Norges fiender!
Hun saa sig forskrækket omkring. Hvad var dette? . . . Jo, dette var krigen. Den røde rædsel hadde gjort sit indtog i Europa. Slaa ned, slaa ned? . . .
Den unge pike gned sine øine. Det var, som om hun vilde stryke væk de blodige taarer, som samlet sig om hendes rene sind. Hun saa sig om og mødte Jonas Fjelds blik. Der var en staalblaa haardhet i det, som fik hende til at fryse. Aarene paa den sterke hals svulmet og haaret klæbet sig til hans pande. Han var forfærdelig at se slik, mens hans venstre haand dreiet paa automobilroret og lot den vældige flyver svinge sig opover som en høk, der kredser efter et nyt bytte.
—Vogt dig, skrek en kjæmperøst ind fra maskinrummet, og Burns hode viste sig et øieblik indenfor den lave dør . . . De hunde skyter!
Han hadde ret. Efter den første rædsel hadde russerne saavidt samlet sig. De store slagskibe hadde instinktmæssig vendt stavnene tilhavs, men deres lette flyvemaskinkanoner begyndte en rasende skytning mot den farlige luftfiende.
Da hændte der noget merkelig.
Det saa ut, som om den svære staaldyr hadde faat sit ulivssaar. Det hadde trukket vingerne til sig og indkapslet sine propeller. Og med en svimlende fart vendte det snuten mot sjøen og styrtet sig i havet, mens spruten stod himmelhøit om den.
Et fryderop hævet sig fra den flygtende russiske
