net av en ondskapsfuld fryd, mens hans smaa hænder knyttet og aapnet sig uavladelig.
Den unge pike saa forbauset paa de merkelige plater, hvor de skarpe linjer av et slagskib projicertes med en gnistrende tydelighet i en ret vinkel mot hinanden. Hun saa, hvorledes de to billeder nærmet sig med en forfærdelig fart. Og i samme øieblik, som de dækket hinanden, trak Fjeld i stangen. Der hørtes en svak susen . . .!
—Se, skrek dvergen, og hans lille krop krummet sig av en hadfyldt fryd . . .
Bergljot bøide sig fremover.
Dypt dernede under dem saa hun den vældige dreadnougths dæk feies væk av en vældig, ukjendt kraft. Hun saa de sorte legemer likesom svinde i en let, hvit taake. Det store panserdæk splintredes, slugtes op av havet og trak tusener med sig ned i den store kirkegaard ved Oxø.
Mon hun tok feil? Men i samme øieblik, som det svære slagskib sank under, saa hun et hode dukke op, et sort, vildt hode med meget skjeg . . . mens to hænder knyttet sig i raseri mot himlen. En magtløs trusel fra en gammel tartar, der idag saa alle sine maal knust av en ny og forfærdelig naturkraft . . .
Den unge pike var blit forfærdelig blek. Hun saa ødelæggelsen ret under sig, hun saa i nogen skrækkelige momenter tusender av menneskehænder strække sine rædde fingre ut efter livet, hun fulgte dem like til den stund, da hoderne forsvandt under de smaa bølgeskvæt. Men hun skrek ikke paa kvinders vis. Hun merket til sin forfærdelse, at krigens brand allerede raste i hendes aarer. Det var fædrelandets bitreste
