land. For ingen glæde kunde trives mere under forbudstyranniets haarde herredømme.
Ellers laa sommervarmen og ruget over den internationale politik. Der raadet en forfærdelig stilhet i de centra, hvor stormagtene sat og skapte forvirring i de menneskelige ting. Der var en stilhet som varslet ondt. Og folk med gode ører vilde ha kunnet høre en fjern og dyp mumlen fra de store begivenheternes kjedel.
Men redaktionssekretæren i »Fredriksstad Blad« hørte det ikke. Han følte kun varmen og nyhetsmangelen som en fysisk smerte.
Da lød der pludselig hurtige trin i gangen. Det var en larmende uro i dem, som fik redaktionssekretæren til at spidse øren. Saa bankedes der haardt paa døren.
—Kom ind, ropte redaktionssekretæren, i det han med et gammelt godt instinkt slap saksen, grep pennen og lod den kradse nogen likegyldigheter henover konceptpapiret . . .
En liten bredbygget mand med rødlig skjeg og veirbidt ansigt traadte ind. To unge sjøgutter fulgte umiddelbart efter.
Redaktionssekretæren slap pennen og bød de kommende plads.
—Hvormed kan jeg staa til tjeneste? spurte han.
Manden med det rødlige skjeg var meget nervøs og han bet sig uavladelig i læberne.
—Det er det, sa han med en ru og haard stemme, at vi har set sjøormen.
Redaktionssekretæren sprat op fra stolen. Saa kastet han et blik paa kalenderen. Den 28 juni stod der. Han undertrygte uvilkaarlig et smil. Det var jo
