reum hos en jovial Vert, der siden skrev til sin forrige Gjest, ønskede ham Cardinalshatten og samtidig bl. A. mindede ham om de mange Gange, han hos ham havde drukket corsicansk Viin, ja endog, som det synes, alluderede til kvindelige Bekjendtskaber i Rom.[1]
Nu skyndte Olaf sig hjem og var allerede ude af Rom inden Udgangen af 1523. Reisen var naturligvis kostbar, og alene fra Fuggernes store Bankierhuus i Augsburg havde Olaf i Rom faaet udbetalt 1470 Ducater. Den 2 Febr. 1524 var han i Cöln. Han undgik denne Gang Nederlandene og drog til Lübeck, men her fik han fra Frederik I, som imidlertid var bleven Danmarks Herre, en Anmodning om at komme til ham. Han fulgte Opfordringen og svor i Flensburg Frederik, som jo endnu ikke var almindelig erkjendt som norsk Konge, Troskabsed i Flensburg. Man har brugt stærke Ord om, at han jo nu var edelig forpligtet til to Konger,[2] men man maa see Sagen i Samtidens Lys. Den samme Bebreidelse maa i ethvert Fald rettes mod flere andre, særlig mod Vincents Lunge og Henrik Krummedike, der begge inden Christierns Flugt havde aflagt fornyet Troskabsed til denne, og strax efter skyndet sig med at bryde den ved at hylde Frederik.
Endelig kunde Olaf gjensee Throndhjem efter et Aars Fraværelse 31 Mai 1524. Et af hans første Skridt blev at deltage i Rigsraadets Opsigelse af Christiern og dets Valg af Fredrik I i Bergen (August 1524). Den nye Konge maatte, som bekjendt, udstede en Haandfæstning og det ikke som Christiern i sin Tid fælles for begge Riger, men særskilt for Norge og af saadant Indhold, at Selvstændigheden fik fuld Anerkjendelse – paa Papiret.[3] Ikke længe efter lønnedes Olaf med Lensbrev paa „Thrøndelagen“, det vil sige den større Deel deraf, medens Vincents Lunge blev Vestlandets Herre. Mellem Olaf og denne mærkelige, ogsaa humanistisk dannede Mand var Forholdet i Begyndelsen meget godt, og Hr. Vincents, maaskee sin Tids første Brevskriver i Norden, lod det ikke mangle paa Venskabsforsikringer. Ligesom hans Breve flyde over af varm Interesse for Norge, saaledes
