i Brev til Domcapitlet i Throndhjem, at der skulde udrustes 60 væragtige Karle med Harnisk og værge af „deres By“ (der hørte under Erkebiskoppen) i Anledning af Ufreden med Sverige.[1] Dette forudsætter, at Capitlet fremdeles regjerede, som i Ledigheden. Og endnu i Februar 1511 er Erik i Danmark, hvor han solgte sit Jordegods paa Langeland til sin Broder Henning.[2]
Om den uheldige Medbeilers senere Skjebne vides Intet med fuld Vished, men jeg har dog ment at gjenfinde ham i den Johannes Krabbe, der siden indehavde Bestyrelsen af det kongelige Capel paa Tromsø, og som i 1529 formodedes at være død, hvorfor en Anden af Kongen fik Præsentation paa dette Beneficium.[3] Hvad Chorsbrødrene og med dem sikkert mange baade geistlige og verdslige Mænd i Norge have dømt om dette Overgreb, hvorved en dansk Mand paa retsstridig Maade sattes paa Erkesædet, der nu igjen i mere end et Aarhundrede (naar undtages den korte Episode efter Aslak Bolts Død) havde været beklædt af indfødte Prælater, kan man gjætte sig til. Tilfredse have de neppe været. Men der kjendes ikke noget Spor til, at Misnøiet gav sig tydeligt tilkjende. Man var jo vant til noget af hvert. Ganske faa Aar i Forveien var f. Ex. den uduelige Anders Muus fra Danmark bleven indtrængt paa Oslo Bispestol imod den af Capitlet valgte og af Erkebiskop Gaute confirmerede Nordmand Thorkel.
Selv har Erik senere med Styrke gjort gjeldende, at han meget mod sin Vilje og sit Ønske lod sig bevæge af Christiern til at modtage Erkebispedømmet.[4] Det bragte ham da ogsaa tilsidst kun Sorg og Ulykke. Men han var en dygtig og virksom Mand, som vistnok snart har forsonet sine nye Omgivelser. Domcapitlet gjorde han i 1514 en Indrømmelse, hvorpaa dettes Medlemmer sikkert have sat Priis, idet han tilstod dem Ret til selv at lade afstraffe dem, der paa deres Avlsgaarde forbrød sig imod Christenretten og at oppebære Bøderne, en Ret, de allerede besade, hvor det gjaldt Kronens Sager og Bøder.[5]
Allerede i 1513 finde vi atter Erik i sit danske Fødeland. Det
