som Cancellist oftere anvendte Daniel Kepken[1], indeholder grove Overdrivelser, er baade i sig selv sandsynligt og bestyrkes yderligere, naar man vil gjøre sig bekjendt med den Stil, der jevnlig udmærker Christiern I.s Cancellis Producter. Paa den anden Side er det klart, at Norge virkelig kun var daarlig tjent med en Tydsker til Erkebiskop, men det svulstige Brev omtaler ikke den Omstændighed, at Henrik ikke forstod Sproget.
Kalteisen fandt sig i sin Skjebne og drog til Tyskland. Paven derimod negtede længe at modtage hans Resignation, og i flere Aar vedblev han derfor at føre Titel af Erkebiskop af Nidaros. Men fra 1453 af optræder igjen Olaf Throndssøn som Electus, styrede Stiftet og var Medlem af Rigsraadet. Som saadan finder man ham paa Elfsborg 1455 og i Skaane 1458.
Dette sidste Rigsraadsmøde er i mange Henseender af Vigtighed for Norges Historie i Almindelighed og ogsaa for dets Kirkehistorie. Her var det, at det omsider lykkedes den høie norske Geistlighed ved at gjøre Christiern I politiske Indrømmelser og Tjenester at opnaa en formelig og blivende Anerkjendelse af den gamle Sættargerd eller compositio i Tønsberg 1277, der ovenfor oftere er omtalt.[2] Selvfølgelig kunde dette nu langtfra ikke faa den Betydning, som det vilde have havt, om den var vedblevet at være gjeldende, dengang Erik Magnussøns Regjering kuldkastede den i Jon II’s Tid, men den bragte dog Prælaterne flere Fordele, og Jons Christenret er fra nu af vistnok traadt i Gyldighed. Erkestolen gjenvandt nu sin Myntret, og fra de tre sidste Erkebisper har man bevarede Mynter.
Kort efter lykkedes det Olaf Throndssøn at erholde Pavens Confirmation og saaledes at blive virkelig Erkebiskop. Pave Calixtus III tilskriver i Juni 1458 Henrik Kalteisen et Brev, hvori han først roser denne for ingentia merita og derpaa meddeler, at da Henrik formelig har afstaaet Erkebispedømmet, er Olaf bleven provideret til dette (thi om Bekræftelse af et Valg var der jo ikke mere Tale). Men Olaf havde, hedder det videre, for sig og i Tilfælde for Efter-
