dingerne samtidig skulde love at forbedre sine Gaarde ved aarlig at oprydde en Mæling Jord, sætte ti Humlestænger om Aaret og ikke lade sine Marker gro til med Skov. Endelig skulde Leilændingerne love ikke at løbe til Ørething, medmindre dette blev befalet af Kongen, Erkebiskoppen eller dennes Omhudsmænd.[1] Man maa erindre, at Selveierklassen blandt Bønderne paa den Tid, maaske særlig i Nidaros Stift, var forsvindende liden i Sammenligning med Leilændingerne, og at mellem Leilændingerne igjen den allerstørste Deel havde geistlige Jorddrotter. Man vil altsaa begribe, hvilke Midler Kirken havde i sin Haand til at tvinge Almuen.
Derfor see vi ogsaa, at Erkebispen i den følgende Tid ogsaa andensteds i Stiftet satte sin Vilje igjennem. Allerede 28 Januar 1433 havde han faaet bevilget Mikkelskorn i Stordalens Fylke, 2 Febr. opnaaedes det samme i Frosten, 5 Febr. i Aasen, 11 Febr. paa Sarshaug (Inderøen), 4 Marts i Værdalen, 14 Juni paa Titrar i Nordmøre, 26 Juni paa Herø, 2 Juli i Halkelsvik paa Søndmøre, 8 Juli i Borgund og samme Dag ogsaa for Ørskog. Overalt bevilgedes foruden Kornet til Kannikerne ogsaa gjöf (en halv gild Øre) til Erkebiskoppen.[2]
I den romerske Kirke var der imidlertid skeet store Ting. Conciliet i Basel var sammentraadt 1431 med bestemte oppositionelle Bestræbelser mod det pavelige Vælde. Det var Biskopperne, som nu reiste sig mod Pontificatet, de vilde gjenvinde sin Magt og indskrænke Pavens paa alle Maader og ikke mindst beskjære hans i det sidste Aarhundrede saa stærkt forøgede Udpresninger. Navnlig er os her af Vigtighed det af Conciliet i dets tolvte Session, 13 Juli 1432 fattede Decret de constituenda ecclesia.[3] Her indskjærpedes nemlig de gamle canoniske Regler om geistlige Embeders, navnlig Bispestolenes Besættelse, og Capitlernes frie Valgret gjenindførtes altsaa saaledes, at de valgte Biskopper ikke skulde behøve at søge pavelig Confirmation, men naar Valget kun af Metropolitanen befandtes canonisk, uden videre skulde indvies af denne, en for Landskirkerne meget glædelig, men for
