Men Rygtet om disse Aslaks Paalæg havde i de Dele af Stiftet,
hvor de endnu ikke vare blevne bevilgede, fremkaldt stor Misfornøielse,
og i 1432 samlede Almuen af Indtrøndelagen og tildels Nordmøre sig
og løb til Ørethinget[1] aabenbart for at protestere.
Men, fortsætter Jordebogen, „dernæst brændte den hellige Domkirke.“ Det var dens anden Brand, vistnok 2 Juli 1432.[2] Man maa altsaa bestemt antage, at Aslak, da Ulykken fandt Sted, efter de ovenanførte Dateringer fra Visitatsen, har befundet sig i Helgeland saavel da, som dengang kort i Forveien Ørethinget var sammenkaldt af Bønderne. Om Branden og den Udstrækning, i hvilken den har raset, siges forøvrigt ikke noget. Det er imidlertid al Rimelighed for, at Udbedringen af Skaden i den følgende Tid stærkt maa have optaget Erkebiskoppens Tanker, og at Gaver maa have strømmet ind fra flere Kanter, om der end vides lidet herom. I 1437 havde Munkene paa Hovedøen skjænket Domkirken sit Fiskeri i Bundefjorden.[3]
Aslak vilde vistnok efter Branden endnu mindre end for opgive Fordringerne paa Olafs- og Mikkelskorn. Han fremsatte derhos eller havde maaske allerede fremsat endnu en Fordring dennegang ligefrem til selve Erkestolens Bedste, nemlig den saakaldte gjöf, „en Godvilje, som Almuen havde gjort vore Forfædre“ (ɔ: Formænd). Det er meget interessant at see, hvilket Middel Erkebiskoppen kunde bruge for at sikre sig mod al Gjenstridighed. Han aftalte nemlig med alle sine Abbeder, Kanniker og Præster, at de, som han selv, ikke skulde bortbygsle Jord til Nogen, som ei med det samme forpligtede sig til de ovenomtalte Ydelser, Mikkels- og Olafskorn samt gjöf, og at Leilæn-
- ↑ Aslaks Jordebog 1.
- ↑ Ellers angives Branden til 1431, saaledes i Scr. R. D. VI. 328: „1431, Non. Jul. Basilica Nidrosiensis arsit“. Datum, 2 Juli, er formodentlig rigtig, men da Aslak Bolts Jordebog (pag. 1) angiver Aaret 1432, har jeg holdt mig hertil, som det efter al Rimelighed rette. Dette bestyrkes ogsaa ved den ovenomtalte Reisebeskrivelse. Venetianerne, der i Juni 1432 var i Nidaros og fandt Kirken „herlig og prægtig“, vilde, om den Aaret i Forveien var brændt, neppe have omtalt den paa samme Maade, i ethvert Fald ikke uden at bemerke Noget om Ulykken.
- ↑ Lange, de n. Klostres Hist. 2 Udg. 415.
Domkirken. Saadanne Skind fandtes vistnok i alle Kirker og tjente Præsterne til Fodtepper ved Messen i den kolde Tid. Omtr. 1280 ser man en Mand i et Testamente skjænke en Kirke et Bjørneskind. (Dipl. Norv. I. No. 70). At et saadant Skind fandtes i Hedals Kirke i Valders, har vistnok senere foranlediget det bekjendte opdigtede Sagn om denne Kirke.
