Heller ikke Nicolaus’s Eftermand blev en indfødt Nordmand, men
dog aabenbart en langt værdigere og derhos til Norge i mange
Aar knyttet Geistlig, den eneste Svenske i de nidarosiske Erkebispers
Række.
Vinalde Henrikssøn hørte hjemme i Linkøping Stift,[1] hvor han formodentlig har faaet sin geistlige Skoledannelse. Hvad der bragte ham til Norge, har været den ovenfor omtalte Mangel paa Præsteemner, som opstod i vort Land efter den store Mandedød. Han bevidner nemlig selv som gammel Mand, at Biskop Salomon af Oslo († 1352) i sin Tid havde overdraget ham „alle Sognekirker“ paa Øen Thjørn i det senere Baahuslen „efter flere Præsters Død, af hvilke nogle døde i den store Pest, andre kort derefter“ og at han „i ti Aar og derudover var i Besiddelse af hine Kirker.“[2] Dette er et slaaende Exempel paa, hvorledes netop fra den Tid af flere Kirker, der hidtil havde havt sine særskilte Præster, gjordes til Annexkirker og fik Præst fælles med en eller flere andre. I 1360 finder vi ham da fremdeles som Sognepræst paa Thjernø.[3] Han kalder sig ved denne Leilighed „Vinalde Henzasøn“, hvilket maaske tør antyde, at hans Fader har været en i Sverige bosat Tydsker. Vinalde maa imidlertid have vidst at gjøre sig gjeldende hos Kongerne, thi i Aaret 1363 finde
