Embeder, Theologiens Studium er veget for Kirkerettens, al den christelige Aand synes at være død og forglemt.
Allerede kort efter Olafs egen Provision begyndte dette Curiens Hærverk ogsaa i Norge. Stavanger Bispestol var bleven ledig 1350, men uheldigvis valgte man en uægtefødt Mand. Denne maatte altsaa af Paven dispenseres for sin defectus natalium og blev det ogsaa, men døde saa under Opholdet i Rom, og Bispestolen var altsaa „ledig ved Curien“, det vil sige, hjemfalden Pavens udisputerlige Provision. En svensk Mand, Sigfrid, der var i pavelig Tjeneste (som en af de Pønitentiarier, der maatte være Folk af forskjellige Nationaliteter for Sprogenes Skyld), forstod at benytte Leiligheden og blev provideret, men fra nu af maatte Stavanger Bispestol ved hver Ledighed betale det pavelige Kammer 250 Gylden i Servitspenge. Ikke længe efter blev Oslo Stift ledigt. Den samme Sigfrid, der atter var i Rom, fik nu Paven til at give ham den bedre Stol, der da sattes i 500 Gyldens „Servitium“. Hjemme havde man valgt paa sædvanlig Maade en ny Biskop i Oslo, der endog i god Tro var bleven indviet af Erkebispen, men han maatte finde sig i at fortrænges og være glad ved at faa Stavangers Stift ved Provision. Efterhaanden bleve altsaa Bispestolene saaledes skatskyldige, dog saa at de islandske fordetmeste factisk besattes paa den gamle Maade.[1]
Netop paa samme Tid, som den norske Kirke maatte see sin Forfatning lemlæstet af en bundfordærvet Curie i Avignon, havde den at kjæmpe med den store Mandedøds ødelæggende Virkninger. At denne skrækkelige Ulykke har givet Norge et Knæk, som først sent forvandtes, er utvivlsomt. Hvad Geistligheden angaar, da var den for en meget stor Deel bortdød og Udsigterne til at faa ledige Pladse besatte ikke store. Ikke alene var nemlig Landets Befolkning stærkt formindsket, men Lysten til at gaa i Kirkens Tjeneste var sikkert saare liden hos de Gjenlevende, for hvem det praktiske Liv havde saa mangesidigt Brug, og hvem Arv, Ledighed i Eiendomme o. s. v. syntes at aabne Udsigter, langt mere tiltrækkende, end et Alter eller et Kloster. Utvivlsomt har man ikke alene maattet tage til Takke med de Præste-
- ↑ Til hvad der før vidstes herom, kommer nu ogsaa Storms Afhandling i Aftenposten 1896 No. 823 og 826.
