Hopp til innhold

Side:Festskrift udgivet i Anledning af Trondhjems 900 Aars Jubilæum 1897.djvu/210

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

en Erkebiskop paa Hjemreisen fra Avignon, hvor han vist har havt fuld Anvendelse for sine Penge, skulde have været i Besiddelse af overflødige Midler.

Med fuld Føie kan det siges, at denne Erkebiskops Tid betegner et Vendepunkt, men et sørgeligt Vendepunkt i den romerske Kirkes Historie i Norge. Flere Aarsager i Forening have bevirket en afgjort Nedgang i alle dens Forholde. En meget væsentlig Skyld hviler paa Pavemagten, hvis fuldstændige Verdslighed og voxende Pengegridskhed forgiftede Kirken. Curien gjorde sig stedse mere og mere til Opgave at udsuge Kirkeprovindserne og bragte disses allerede længe ydede Contributioner mere og mere i System. Til den Ende anvendtes i stedse stigende Grad Provisionen, naar de høieste kirkelige Værdigheder vare ledige. De canoniske Regler for disses Besættelse, der jo skulde tilhøre Capitlerne (rigtignok saa, at Kongemagten underhaanden øvede sin Indflydelse) bleve vistnok aldrig ophævede, men i Praxis slet ikke respecterede. Hidtil skulde jo kun Erkebispen hente Bekræftelse og Pallium i Rom, og det var forudsat, at naar Valget var formelt i Orden, vilde den pavelige Autorisation ikke blive negtet, og Biskopperne kunde som Regel vælges og derefter bekræftes og indvies uden nogensomhelst Henvendelse til Curien. Nu blev det anderledes. Jeg mener at kunne paastaa, at fra og med Olaf I er ingen Erkebiskop af Nidaros bleven udnævnt uden ved Provision. Adskillige af de følgende Erkebisper have ganske vist været valgte, men naar de kom til Curien, hedte det altid, at Paven paa Forhaand „for denne Gang“ havde reserveret sig Besættelsen, og Valget blev saaledes casseret, om end rigtignok den valgte undertiden benaadedes med Provision. Ogsaa Suffraganbispernes Udnævnelse blev mere og mere dragen ind under Paven selv, og efterhaanden bleve ogsaa disse forpligtede til at kjøbe sin Udnævnelse for en bestemt Taxtsum. Dette medførte, at de mere og mere bleve uafhængige af sine Metropolitaner, det vil med andre Ord sige, at Landskirkerne opløstes i Stifter uden synderlig indbyrdes Samhold og Sammenhæng. Man seer ogsaa, at Provincialsynoderne snart forsvinde og aldrig for Alvor eller med nogen Frugt gjenoptages. Kirkens Organisation er med andre Ord sprængt. Flere og flere Udlændinger indtrænges herefter paa Bispestole og i geistlige