nicaner og opholdt sig siden i Jemteland.[1] Som Biskop havde Laurentius havt en lang Strid med sin Collega i Skaalholt angaaende Mødruvalle Kloster af Augustinernes Orden, hvilket foranledigede, at begge Biskopper sendte Fuldmægtige til Nidaros. Laurentius’s Udsending Sira Egil, der siden selv blev Biskop af Hole, vandt Seir, men Erkebiskoppens Notar, Chorsbroderen Haakon Ulfssøn,[2] brød sin Taushedspligt og fremviste mod Eilifs Forbud det beseglede Brev, hvorfor Eilif lod ham kaste i den mørke Stue og aldrig siden havde Tillid til ham.
Fra 1314 af begyndte opkrævningen af Sexaarstienden, med hvilken Sags Enkeltheder vi her ikke ville opholde os. Men Clemens V.s Eftermand, Johan XXII (1316–1334), en mærkelig, tildels vistnok miskjendt Pave[3], der forefandt Pavestolen i meget mislig økonomisk Forfatning, indførte strax atter et nyt Paalæg, nemlig Annaterne (annatæ), en Afgift af geistlige Embeder i det første Aar efter indtrufne Ledigheder.[4] Saadanne Indtægter synes tidligere at være blevne disponerede af vedkommende Biskopper, saaledes havde for faa Aar siden Arne af Bergen villet bruge dem til at dække sine Udgifter ved Reisen til Vienne. Nu skulde disse fructus primi anni altsaa tilflyde Paven. Peterspengene betaltes aldrig meget regelmæssigt, men Johan vilde have ogsaa dem i Orden og henvendte sig derfor i den Anledning 1317 til Kongen.[5] To Chorsbrødre i Nidaros Halvard og Thorkell Møttul udnævntes til pavelige Nuntier og Collectorer for Norge 1317,[6] og fra nu af finde vi idelig saadanne Opkrævninger i hele Eilifs Tid og længere. Den aarlige Pavetiende for Nidaros Stift ansloges til 701 Mark, 3 Unzer i norsk Smaamynt, et høiere Beløb end det for noget andet norsk Stift opførte.[7] I 1326 tilstodes Kong Magnus Halvdelen af Tienden til Hjelp i Krigen mod Russerne.[8] At Tienden af de geist-
- ↑ Se herom Dipl. Island. II No. 455 (og 340). Arne har som Oversætter af Dunstans Saga (udg. af Vigfusson i Icelandic Sagas II) en Plads i Literaturhistorien.
- ↑ Nævnes ikke i noget Diplom og kjendes kun af Laurentius’s Saga.
- ↑ Moltesen, De avignonske Pavers Forhold til Danmark. Kbhvn. 1896, S. 5.
- ↑ Dipl. Norv. VI. No. 86.
- ↑ Dipl. Norv. VI. No. 91.
- ↑ Dipl. Norv. VI. No. 94.
- ↑ Munch, pavelige Nuntiers Regnskabsbøger 21.
- ↑ Dipl. Norv. VI. No. 113.
