Eilif holdt i November 1313 sit første Provincialconcilium i Nidaros.
Foranledningen var for en væsentlig Deel den af Paven paalagte
Sexaarstiende af geistlige Indtægter, en Udpresning, der vel umiddelbart
kun rammede selve Geistligheden, men naturligvis middelbart ogsaa
Almenheden, af hvem Præsteskabet naturlig var henvist til at fordre
større Ydelser.
Under dette Concilium blev den oftere omtalte, nu aabenbart aldrende Chorsbroder Audun Thorbergssøn Raud indviet til Biskop over Hole Stift paa Island. Det er ikke utænkeligt, at Eilif gjerne saa denne fordums Collega, der havde spillet en saa fremskudt Rolle, og for hvem en Befordring til Islands mindste Bispestol ikke kunde ansees for nogen stor Forfremmelse, paa denne Maade fjernet. Han drog dog først 1315 til sit Stift, hvor han viste sig meget virksom, men ogsaa kom i adskillige Stridigheder med Nordlændingerne. Ved sin Ankomst til Øen forefandt han der sin gamle Uven Laurentius. Denne var af Chorsbrødrene, medens de regjerede i Leiligheden efter Erkebiskop Jørunds Død, bleven sendt i Lænker tilbage til Island, hvor Biskop Jørund af Hole havde behandlet ham med nogen Mildhed, om end med Kulde. Derpaa var han og hans uægte Søn Arne indtraadte som Munke i Thingøre Kloster. I Aaret 1321 kom Audun tilbage til Nidaros paa Besøg og tilbragte Vinteren der, venlig modtagen af Erkebispen. Han holdt en prægtig Juleveitsle for sine Venner, især Chorsbrødrene, og havde ogsaa engang Eilif til Gjest. Men selv blev Audun syg og følte sin Død nær. Da Erkebispen saa til ham, foreslog han til dennes Forbauselse Broder Laurentius til sin Eftermand, idet han roste hans Lærdom og gode Opførsel efter Tilbagekomsten. Kort efter døde Audun 22 Januar 1322 og blev begraven ved Mariekirken (Frue Kirke) i Nidaros, hvis Sogneprest han engang havde været. Erkebispen og Capitlet valgte da Laurentius til Biskop af Hole. Denne kom i Sommeren 1323 til Nidaros, modtoges vel baade af Eilif og hans Søstersøn Chorsbroderen Arne Vade, der selv engang skulde opnaa et Pallium, og blev indviet til sit nye Embede 1324. Hans Virksomhed i de faa Aar, han var Biskop († 1331), roses stærkt i hans Saga. Hans Søn lignede sin Fader i Begavelse, men hans Liv var ikke ulasteligt. Han forlod det Kloster, hvori han indtraadte ja endog sin Orden (Benedictinernes) og drog til Norge, hvor han blev Domi-
