fordi den tilstedeværende Biskop Arne af Skaalholt forlangte det og truede med ellers selv at ville gaa ud; den svage Kong Erik taug stille hertil, men rødmede.[1] Dernæst søgte Jørund at komme den af Jon i sin Tid bansatte og maaske siden ikke afløste Bjarne Erlingssøn tillivs for hans ovenfor omtalte Færd paa Haalogaland for adskillige Aar tilbage. Han stevnede ham for sin Domstol, men Bjarne udeblev. Vel lod Erkebispen optage Vidnesbyrd,[2] men kom ikke videre hverken med Bjarne eller Jon Brynjulfssøn. Man har ingen bestemt Efterretning, om at de to Baroner og andre der vare i samme Tilfælde, ere blevne løste af Bannet, skjønt det vel er sikkert, at dette maa være skeet. Sandsynligvis staar i Forbindelse hermed det Brev, som Jørund fik fra Rom under 5 Febr. 1292. Heri omtales nemlig, at flere saavel Geistlige som Lægmænd af Nidaros Stift have opført sig voldsomt mod Kirkens Personer, og de Geistlige, som af den Aarsag vare faldne i Ban, havde tildels tilladt sig at vedblive i sine Embeder. Paven tillader nu Erkebispen, hvis ikke Forseelserne have været altfor grove, da de i saa Tilfælde have at henvende sig til Rom, at absolvere disse Personer og af synderlig Naade lade dem beholde sine Stillinger. De verdslige Voldsmænd omtales ikke nærmere i Brevet, og dette tyder nærmest paa, at de af Erkebispen selv have erholdt Afløsning.[3]
Allerede 1290 var der kommet til et Forlig mellem Jørund og Kongemagten, hvorved hin udtrykkelig indrømmede, at Tienden skulde erlægges efter den „gamle Christendomsbolk“, der gjaldt før 1277. Om „Sættargerden“ af hint samme Aar forøvrigt tales der i dette Document klogelig ikke et Ord.[4]
I 1291 møder os en Forhandling[5], der er af særegen Interesse, men den frembyder Gaader, der ikke ere lette at 1øse. Erkebiskoppen lod de to bekjendte islandske Biskopper Jørund af Hole og Arne af Skaalholt, som just begge vare tilstede ved Metropolitansædet, optage gamle geistlige Vidnesbyrd, om hvem der, saa langt de kunde mindes
