Fordringen om de gamle Tilstandes Tilbagevenden.[1] Det næste Skridt maatte være at see Erkestolen selv igjen besat.
Efterat denne havde staaet ledig ud paa det andet Aar, foregik der omsider 1284 Valg paa en ny Erkebiskop. Det faldt paa den forhenværende Prædikebroder Narve, Biskop af Bergen (siden 1278) og blev altsaa en Postulation. Da Narve ikke havde forladt Landet med Erkebiskop Jon og overhoved havde viist sig mere eftergivende mod Regjeringen, har han rimeligvis været dennes Candidat, og Capitlet har sikkert maattet vælge ham trods indre Ulyst. Dette bliver klart af det, der paafulgte. Da Narve allerede før var Biskop, reiste han, som i lignende Tilfælde, ikke personlig til Curien, men de ovennævnte Chorsbrødre fra Nidaros Sighvat Vigfussøn Lande og Audun Raude droge afsted for at anholde om Martin V.s Samtykke. Sighvat Lande nævnes som Chorsbroder allerede 1267, havde i 1273 (ligesom ogsaa Audun) deltaget i at slutte det mislykkede Concordat i Bergen, og han havde ogsaa allerede for lang Tid siden været i Rom i Gregor X.s Tid.[2] Da de kom til Rom, synes de just ikke at have interesseret sig meget for at faa den Postulation, hvori de selv maa have deltaget, bekræftet, thi det kan visselig alene skyldes dem, at Paven, skjønt de til Undersøgelse af Sagen beskikkede Cardinaler fandt Valget i canonisk Henseende i fuld Orden, dog (18de Januar 1285 og 10de April 1285), under Paaskud af at mangle tilstrækkeligt Kjendskab til Narves Personlighed, overdrog til tre norske Klostermænd, Abbeden af Tautra, Prioren for Prædikebrødrene i Nidaros og Guardianen for Minoriterne i Bergen at afgjøre, om den Postulerede virkelig var skikket til Erkebiskop og derefter i gunstigt Tilfælde beskikke ham som saadan, men i modsat Fald paabyde nyt Valg.[3] De norske Dommere kunne jo alene være opnævnte ved Curien efter de to Chorsbrødres Forslag, og deres Kjendelse var saaledes vistnok paa Forhaand given. Den løb da ogsaa ud paa, at Narves Postulation af „lovlige Grunde“, (hvilke dog ikke anføres), blev casseret, og nyt Valg paabudt. Erkestolen stod altsaa fremdeles ledig, og i Mellemtiden udførte Biskop Andres af Oslo, der var vendt tilbage og havde udsonet
