kamp. Han satte det som sit Maal at skaffe det hellige Land Hjælp og Redning, og i 1272 udskrev han et almindeligt Kirkemøde til Lyon, der skulde træde sammen 1274. Fra alle Kirkeprovindser forlangte han Indberetninger om de kirkelige Tilstande samt Forslag til Reformer[1] og endnu har man idetmindste en af Svarskrivelserne (fra Biskop Bruno af Olmütz). Naturligvis har denne Opfordring ogsaa øvet sin Indflydelse hos os. Det har visselig givet Forhandlingerne mellem Kongen og Hierarchiet Fart og hævet det sidstes(Mod. Jon optog nu Magnus Erlingssøns Indrømmelser fra 1164, dog neppe i den Mening, at det skulde kunne lykkes at faa disse fornyede af en kronet og afholdt Konge med ubestridt Anerkjendelse. Det monstrøse Privilegium har vel kun været fremdraget for at have „noget at slaa af paa“. Resultatet blev et for Kirken fordelagtigt Concordat i Bergen af 1 August 1273.[2] Man enedes om at lade det bekræfte af Paven, og Jon har da taget det med sig til Lyon. Her opnaaede det ogsaa pavelig stadfæstelse den 26 Juli 1274, men vel at mærke med væsentlige Tillæg, uden Tvivl udvirkede af Jon selv og naturligvis indeholdende yderligere Fordele for Hierarchiet.
Mødet i Lyon, hvor Biskopperne Andreas af Oslo og Askatin af Bergen tilligemed Jon repræsenterede den norske Kirke, besluttede, at der af al Magt skulde arbeides for nye Korstog, og i den Anledning lagdes der en betydelig Skat paa Geistligheden i hele den romersk-katholske Verden. Samtlige Geistlige skulde i sex Aar betale Tiende af alle sine Indtægter til det hellige Lands Hjælp. Erkebiskop Jon udnævntes til øverste Collector for Norge ved Brev af 20 Sept. 1274. Det var intet ringe Hverv, der paalagdes ham; thi vel skulde de øvrige Bisper bistaa ham, og han skulde udnævne edsvorne Subcollectorer, men han skulde dog selv bereise hele Landet og have det nøiagtigste Opsyn med Indsamlingen. Til Løn skulde han og de øvrige Indsamlere af Tienden først have syndernes Forladelse, dernæst personlig Fritagelse for Tienden i de Aar, de maatte fungere, et for Erkebispen med hans store Indtægter betydeligt Gode. Flittig skulde han derhos gjøre Indberetning til Paven om Forretningens Gang.[3]
