gerne lige til Bergen, altid dog saa, at han ivrig holdt sig til Magnus, med hvem han reiste paa samme Skib og holdt fælles Bord. I September holdtes saa i Bergen Kong Magnus’s Bryllup med Ingeborg, Kong Eriks Datter fra Danmark, hvem Biskop Haakon af Oslo som Formand for et Gesandtskab havde hentet eller snarere bortført til Norge. Vielsen fandt Sted med overordentlig Høitidelighed den 11 Sept. og udførtes naturligvis af Einar. Tre Dage efter kronede han saa det unge Par, den første Kroning af en Dronning i Norge. Magnus drog saa til sine Forleninger ved Stavanger, og Erkebispen sagde ham mange smukke Ord ved Afskeden.
Det var ikke alene med Kongen, at Einar flere Gange kom i mindre god Forstaaelse. Ogsaa med sine Chorsbrødre kom han i Strid. Skjønt Sørles oftere omtalte Gave under Einars eget Ophold ved Curien, som vi hørte, havde faaet pavelig Bekræftelse, fratog han dog Capitlet denne Gave.
I den senere Del af Kong Haakons Tid, enten under Erkebiskop Sigurd eller Einar, eller maaske under dem begge, udvidedes Erkestiftet derved, at Christendommen idetmindste i ydre Henseende indførtes i nogle hidtil hedenske Districter Nord for Haalogaland. De nærmere Omstændigheder ere desværre ubekjendte. Denne Sag staar rimeligvis i Forbindelse med de gjentagne Løfter om at tage Korset og kjæmpe mod de Vantro i det hellige Land, som Kong Haakon havde gjort, men neppe alvorligen tænkt paa at indfrie. Omsider havde han dog faaet den Indrømmelse af Paven (1241), at en Kamp mod Hedningerne i Norges umiddelbare Nærhed skulde regnes lige med et Korstog til Palæstina. At der nu virkelig er anvendt vaabenmagt mod de hedenske Lapper, er vistnok urimeligt at antage, men vist er det, at der af ham anlagdes en Kirke paa Tromsø, der siden sagdes at ligge juxta paganos, og som senere blev et af de Kongen umiddelbart tilhørende Capeller. Tidligere havde Lenvigs Kirke (noget i Syd for Malangenfjord) været anseet for det nordligste christne Gudshus i Verden.[1] Ogsaa nogle Bjarmer, der flygtede for Mongolerne, fik af Haakon Boliger i hine Egne, og en Kirke reiste sig ogsaa i Ofoten.
Einar Smørbak døde om Høsten 1263, rimeligvis kort efter at
- ↑ Rimbægla 330.
