Indvielsen af Gumløse Kirke i Skaane.[1] I Marts 1201 døde Erkebiskop Absalon. Hans Testamente indeholder flere interessante Ting om hans norske Embedsbrødre, der alle betænktes deri. Erik, „der var landflygtig for sin Retfærdigheds Skyld“, skjænkede han 100 Mark Sølv og derhos en blakket Hest; forøvrigt sees, at Erik engang havde foræret Absalon en udmærket smukt forarbeidet Guldskaal, som nu testamenteredes den danske Konge. Til „Magister Peter“, Erkebiskop Eriks Capellan, om hvem vi ellers intet vide, skjænkedes en Kappe med Graaværksfoder. Martin af Bergen, Njaal af Stavanger og Ivar af Hamar fik hver 50 Mark Sølv og Nicolas fik tilbage den Sølvskaal og de Sølvtallerkener, han engang selv havde givet Absalon. Ogsaa en „Haakon Nordmand“ betænktes med en brun Hest.[2] De norske Emigranters Opfatning, maaske fornemmelig Biskop Nicolas’s, af Kong Sverre er aabenbart gaaet over i Saxos Historie, der som bekjendt benegter Sverres kongelige Herkomst.[3]
At Erik, skjønt blind og aabenbart allerede meget gammel, den hele Tid under Landflygtigheden ivrig har kjæmpet mod Sverre med de Vaaben, han havde til sin Raadighed, er tydeligt nok. I Oktober 1198 modtog han en Skrivelse fra den nye Pave Innocents III, der roser hans Fasthed i Kampen. Af et andet samtidigt Pavebrev seer man, at Innocents kraftig tager sig af hans Sag og forbyder Danmarks og Sveriges Regenter at understøtte Sverre, ligesom Paven allerede nogen Tid i Forveien har advaret Islændingerne mod alt Samkvem med den banlyste Konge. Forøvrigt misbilligede Innocents bestemt enhver personlig Deltagelse i Krigen fra Geistliges Side, og Biskop Nicolas’s Bedrifter kunne altsaa, om Paven har kjendt dem, ikke have havt hans Billigelse.[4]
Om Domcapitlet og Geistligheden i Erkestiftet under Eriks Landflygtighed vides kun lidet. At Capitlet i det mindste i 1196 har aabnet Brevvexling med den romerske Curie, sees af et allerede tidligere omtalt Diplom.[5] En Chorsbroder i Nidaros, der særlig vides at have
