Forinden dette skede, havde Coelestin III (1194) imidlertid bemyndiget
Erik til fra sit danske Exil at udslynge Banstraalen imod
Kongen, og dette fandt naturligvis øieblikkelig Sted, idet Erik Søndag
efter Søndag lyste Sverre i Ben i Lunds Domkirke. Om Efterretningen
om denne Bansættelse var naaet til Norge, da Kroningen fandt
Sted, tør være uvist, da Banbullen ikke haves og dens Datum er ubekjendt.
Formodentlig er denne dog udstedt samtidig med det bevarede
Privilegium for Nidaros Domkirke af 15de Juni 1194.[1] At denne
Pavebulle autoriserer alle Erkebispens Paastande, følger af sig selv;
navnlig bleve de af Magnus Erlingssøn givne Privilegier udtrykkelig
bekræftede, Patronatsretten til samtlige Landets Kirker, hvorimod ogsaa
Sverre havde gjort Indsigelse, fastsloges o. s. v.
De norske Biskopper, som havde været med at krone Sverre, vare ogsaa selv blevne bansatte af Paven 18 Nov. 1194[2], og om Biskop Thores Reise, over hvilken der hviler et Slør, kan man kun sige, at den i Virkeligheden intet udrettede; han døde under mistænkelige Omstændigheder i Danmark.[3] Biskop Nicolas af Oslo drog allerede 1195 til Danmark, hvor han vistnok uden Vanskelighed opnaaede Forlig med Erik. 1197 fulgte Njaal af Stavanger Exemplet. Ivar af Hamar, der lod sig indvie i Danmark, forblev der, og Martin af Bergen, der holdt længst ud, finde vi 1199 ogsaa i Danmark. Norge var nu ganske biskopløst, undtagen forsaavidt Nicolas af Oslo hjemsøgte sit Fædreland som Baglernes Leder. Derimod var der i Danmark nu en hel Coloni af norske Prælater og deres Tjenere, thi at de alle medbragte saadanne, er vist givet. Men af sine Indtægter have de vist ikke faaet meget, da Sverre naturligvis lagde Beslag paa disse; noget tør dog vel være tilflydt dem, naar Baglerne havde overhaand i et eller flere Stifter. Norges Konge og hans Mænd vare i Ban og Landet belagt med Interdict, men den hjemmeværende Geistlighed vedblev dog sin Virksomhed.
Den blinde Erik, der, som de øvrige Biskopper, nærmest har været henvist til danske Embedsbrødres Godgjørenhed, har vel opholdt sig afvexlende hos Absalon og Abbed Vilhelm. I 1191 overvar han
