stein ikke søgt eller i ethvert Fald ikke opnaaet Indvielse. Nogle Dage efter Hadrians Død valgtes Alexander III, som dog strax fik en Modpave i Victor IV, hvem Fredrik Barbarossa vilde fremtvinge. Naar er saa Eystein reist til Curien? At han skulde være dragen afsted strax og altsaa have tilbragt 3–4 Aar i Udlandet, er usandsynligt. At han under Striden mellem Alexander og Victor har holdt sig til den førstnævnte, er vistnok utvivlsomt, skjønt Keiserens Indflydelse for et Øieblik skaffede Victor baade den danske og gjennem ham den norske Konges (Magnus Erlingssøns) Obedients.[1] I 1161, Eysteins Ordinationsaar, havde Alexander III intet fast opholdssted. Man seer, at han 1160 holdt til i Anagni, at han i April 1161 syntes at være kommen til Rom, men snart igjen forlod Staden og derpaa mest færdedes i Terracina.[2] Eysteins Indvielsessted er derfor ubestemmeligt. Men han synes at have opnaaet en hei Plads i Alexanders Bevaagenhed. At denne har bekræftet Erkestolens Privilegier, fremgaar af et senere Document.[3] Men mærkeligt er det, at man (ved Tiden 1171–72) seer, at Eystein i et desværre tabt Pavebrev er bleven tituleret apostolicae sedis legatus[4]. Dette var en høi Ære, som ingen senere norsk Erkebiskop vides at have opnaaet før i det femtende Aarhundrede, fra hvilken Tid samtlige Erkebisper pleiede at modtage eller at tiltage sig denne Titel.
Inden Udgangen af 1161 var Eystein ved sit Sæde og indviede da et Alter i Domkirken. Da Alteret ved sin Dedication maa have været færdigt, er det at antage, at Bygningsarbeiderne ved Kirken ere blevne jevnt fortsatte, maaske endog under Erkebiskoppens Fraværelse i Udlandet. At denne senere med største Energi virkede for deres Fortsættelse er bekjendt. Uvist i hvilket Aar, indtraf under Arbeidet ved Kirken et Tilfælde, som Eystein selv har fortalt i et Skrift, der senere skal omtales. Bygmesteren, siger han, kaldte ham ud fra Bispegaarden i Anledning af noget der skulde foretages med Bygningens øverste Top, og han steg derfor op paa et Stillads, men dette
