fylde disse ulykkelige Egnes Historie og skjule fast de Spirer af Dyd og Dannelse, som nu og da have skudt op imellem alt dette Ukrud. Men under saadanne Forholde lod det sig vel tænke, at Hobe af hjemløse, fortvivlede Flygtninger sloge sig sammen med de efter langvarige Krigstider omsværmende Horder af herreløse Krigere (og man erindre, at den Tids Armeer mere lignede vandrende Folkeslag med Kvinder og Børn) og dannede altid voxende Bander af Tyve og Røvere, snart en Svøbe for baade de herskende Nationer og Resten af de overvundne. Lidt efter lidt, i Aarhundreders Løb, kunde da disse Bander, under alle de bosiddende Folks samdrægtige Had og med en fælles Levevis, udvikle sig til et baade ved legemlige og aandelige Eiendommeligheder kjendeligt Samfund, arte sig – ikke til et eget Folk i dette Ords almindelige Betydning, men til et Fantefolk, til et Vrængebillede af et Folk, hvor alt det, som ellers hører til et Folk, var sat sammen i en omvendt Orden, hvor Trods imod skikkelige Folks Domme just var den største Ros, hvor Bespottelse af de forskjellige Folkeslags Gudsdyrkelse var det eneste, som mindede om Religion, et Vrængebillede af et Folk, hvis Forstand og Sindighed var fornedret til Rævelist og Slangelumskhed, og i hvis Hjerte selv den religiøse Evne, Samvittigheden, syntes druknet i dyrisk Sandselighed. Et saadant kunstigt, unaturligt Folk vilde vistnok være et ganske forfærdeligt Phænomen og dog kun mere storartet end et aldeles lignende, som i en mere nærliggende Tid og i en mindre Kreds ganske vist er kommet tilsyne, her i Europa, hvor der paa Grændserne mellem Tydskland, Italien og Frankrige, for 3–4 Hundrede Aar siden, som det senere i Kapitlet om Skøierne skal fortælles, dannede sig Bander af alskens forlorne Mennesker, der flere Slægtsfølger igjennem ikke alene vedligeholdt sit kasteagtige Samfund, men endogsaa antoge et saadant eiendommeligt Væsen og Præg, at man kunde kalde det en kunstig Nationalitet. I Modløshed over alle de mislykkede Forsøg paa at faa Rede paa Taternes Historie, skjønt ellers overfladisk nok, kunde man, som sagt, fristes til at forklare sig Taternes Art og
