Hopp til innhold

Side:Fante- eller landstrygerfolket.djvu/38

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
24

vi det samme Taterfolk. Medens det vel endnu er usikkert, om Horder af denne Slægt virkelig findes i Brasilien, skjønt det ogsaa af Andre har været paastaaet, kunde den citerede Forfatter derimod gjerne have tilføiet, at de sværme om med sine usle Heste i Sibirien og paa Irland, at de øve sine Trolddoms- og Spaadomskunst ved Nilens og ved Glommens Bredder, vise sine gulbrune Ansigter i Finmarken og i Sudan.

Det bedste Bevis for, at vore Tatere virkelig ere i Slægt med disse vidtløftige omstreifende Horder – thi overalt vandre de saaledes adspredte og hjemløse omkring som her i Norge –, er Ligheden i deres Sprog. I de forskjellige Lande kjendes de under saare forskjellige Navne; i Spanien kaldes de Gitanos, i Lithauen Zigeuner, i Persien Luris; men de her nævnte tre Stammer maa her repræsentere den hele Race, saasom de betegne Yderpunkterne af den i sproglig Henseende hidtil bekjendte Taterverden[1], og følgende Sammenstilling af nogle tilfældig valgte Ord i de norske Tateres Sprog og de tilsvarende i hines vil foreløbig være tilstrækkelig til at vise Slægtskabet, medens de vedføiede lappiske Ord vel engang for alle maa modbevise de tidligere Meninger om, at Taterne eller Fanterne vare forvildede Finner eller Lapper.

  1. Ved Undersøgelserne om Taternes Sprog har jeg havt en fortræffelig Hjælp i et mærkværdigt Sprogværk af Prof. A. F. Pott i Halle, „Die Zigeuner in Europa u. Asien. Etnographisch-lingvistische Untersuchung vornemlich ihrer Herkunft u. Sprache.“ Halle 1844–45. Det 1ste af de to svære Bind indeholder Grammatik, det andet Lexicon. Forf., som ifølge en fuldstændig Litteraturfortegnelse har samlet Alt, hvad der var skrevet fornemmelig om Taternes Sprog, har med en mageløs Udholdenhed og enorm Lærdom anstillet den nøiagtigste Kritik over hver Ordform og hvert Ord i det forvildede Taterfolks ligesaa forvildede Sprog, og hans Bog er et høist interessant Exempel paa den Omhu, hvormed den nyere Tids Videnskab, i det Haab saaledes at komme til almen-interessante Resultater, behandler selv de for den almindelige Betragtning usleste Gjenstande.