Hopp til innhold

Side:Fante- eller landstrygerfolket.djvu/36

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
22

den Betydning, Ordet havde i Danmark og Tydskland, hvorfra det er indkommet til os, naar det her bruges som Navn paa de Fanter, som kalde sig selv Rommanisæler, og som nedstamme just ikke fra Tatariet, men dog fra fjerne asiatiske Egne, rigtige “Storvandringer.“ – Det andet Navn, „Skøier,“ bruges i det lavere Hverdagssprog ogsaa i Almindelighed om en Person, der fører et støiende, regelløst Liv; men især bruges det dog om Fanterne, der gaa omkring i „Skoierfølger“ og tale Skøiermaal.“ Ordet er oprindelig ikke norsk[1], men hidført fra Sverige, hvor „skoiare“ er den almindelige Benævnelse for de Flokke af Omstreifere eller Fanter, som ogsaa der kjendes. Men naar det nu senere hen skal vises, at hin Klasse af „Smaavandringer,“ efter dens rigtignok høist usle saakaldte Sprog at dømme, for en Del er et Udskud af europæiske Vagabønder, hvis Oprindelse vel kan forfølges til fjernere Egne, men som dog nærmest fra Sverige af lidt efter lidt har forplantet sig ind paa vore Landeveie, saa vil det maaske ikke befindes urimeligt, naar jeg tænker mig, at det svenske Ord „Skøier“ har fulgt disse Landstrygerfamilier herind, og derfor bruger det som Benævnelse paa denne Stamme i Modsætning til „Storvandringerne“ eller Taterne.

I de følgende Kapitler skal der da handles først om Taterne, saa om Skøierne, som begge udgjøre, hvad man kan kalde de egentlige Fanter eller Fantefølger; ligesom i et Anhang dertil skal der endvidere i et Par Kapitler tales om Forholdet mellem disse Fanter og de forskjellige i vort Land hjemmehørende Finnefolk samt om flere Arter af norske Betlere og Landstrygere, som i de senere Tider i større eller mindre Grad have sluttet og fremdeles slutte sig til Fanterne og danne et Slags Mellemled mellem deres Kaste og den øvrige Befolkning. Efter denne historiske Fremstilling vil det være fornødent ogsaa at betragte, hvorledes Folket, Almuen og Øvrigheden, dømmer om og behandler disse fordægtige Folk, en Fremstilling hvortil en Beretning om de i de sidste Aar foretagne offentlige Un-

  1. Dette skjønnes allerede af dets unorske Klang med haardt „k“ foran „ø.“