denne Taterlov har bidraget til at forhærde Taterne og befæste Almuens Fordom imod dem, og om Loven end kan ansees faktisk afskaffet, saa spøger den dog idetmindste igjen endnu; i et Aktionsindlæg har jeg saaledes for et Par Aar siden seet den Paastand fremsat mod en sorthaaret, gulbrun Hesteskjærer og saakaldet Tater, at han vel egentlig burde behandles efter hin Lovparagraph, og det var kun ved et Sophisteri, ved den Antagelse, at Lovens Tatere skulde være Hedninger, og at denne Mand rimeligvis var døbt, at Aktor sandt Udvei for sig og Dommeren til at komme fra den barbariske Lov. Hvis nu Aktor og Dommer havde vidst, hvad jeg siden af Mandens egen Mund fik vide, at han var og roste sig af at være Tater af ublandet Race, og at han derhos, skjønt 50 Aar gammel, virkelig ikke var døbt?
Efter Paavisningen af hin Hovedvanskelighed ved enhver speciel Lov for Fanterne behøves der ialtfald ikke mange Ord til at fremhæve det ogsaa i andre Henseender uholdbare ved de Forslag af den Art, som hidtil ere blevne rigtignok kun mere antydede end udviklede. Man skulde, have nogle ment, samle alle Fanteflokke i Agerdyrkningskolonier paa nogle af Statens Almindinger; man skulde der lade dem saavidt muligt leve sammen efter deres gamle Vis og sørge for dem, hjælpe dem til Rette, indtil de havde lært at indrette sig selv; der maatte ansattes Præster hos dem eller kanske Missionærer for at undervise de Voxne og Skolemestere for Børnene samt – det er udtrykkelig erindret i en saadan officiel indgiven Betænkning – Soldater til at passe paa dem. Men efter alle de Fantehistorier, jeg i denne Bog har maattet fortælle, vover jeg at antage som indrømmet, at intet Folk i Verden vilde være mindre skikket for en saadan Koloni end Fanterne; de vilde rimeligvis ikke grave en Grøft eller pløie en Fure, neppe høste, hvad Andre havde saaet for dem; de vilde fortære den Mad og Drikke, man til en Begyndelse maatte give dem, slaaes om Levningerne og saa smutte ud mellem Soldaterne for aldrig at komme igjen.
