rindelse og eiendommelige Udvikling, maatte nu have Vanskelighed for at fastholde en saadan Tanke; i Virkeligheden blev det nok ogsaa den almindelige Dom om Fanterne, at de kun vare et i de senere Tider sammenløbet løst Pak af raa og letsindige Personer, hvis hemmelige Sprog, forsaavidt de virkelig havde noget, i det høieste kunde være et opdigtet „Tyvesprog, og man saa i dem kun et sørgeligt Exempel paa den moralske Tilstand hos vor lavere Almue, som kunde afgive et saa talrigt og over al Maade fordærvet Udskud[1].
Det er jo vistnok saa, at saaledes som Fantesværmene viste sig ved hine Undersøgelser, kunde man nok tænke sig dem som et Udskud af vor egen Almue og behøvede ikke at ty til hine Forklaringer om forløbne Vildtydskere eller forarmede og vanslægtede Finnefolk; men det var dog allerede lidet betænkt, naar man saa rask forklarede sig Fanternes Uvæsen som en saadan Udvæxt paa Folkelivet, der først skulde have udviklet sig i de sidste Tiden Det er jo vistnok en almindelig Kjendsgjetning at naar Samfundsforholdene undergaa en saa gjennemgribende Forandring, som vort Land i den sidste Menneskealder har været Vidne til, saa vil altid Folkelivet i en eller anden Retning befinde sig i en betænkelig Opløsningstilstand,
- ↑ I J. Storm Wangs Novelle „Taterkvinden“ (i Maanedsskriftet „Bien,“ 16de B., Christiania 1836) forekommer intet Træk, som røber nogen bestemt Kundskab om Taterfanternes Sprog og Historie. – Kort efterat Resultaterne af hine Undersøgelser ved Folketællingen vare bekjendtgjorte ved Nytaarstid 1848, udgav P. Chr. Asbjørnsen sin 2den Samling af “Norske Huldre-Eventyr og Folkesagn“ og leverede deri, i Fortællingen „Tatere,“ en Del Træk af Fanternes Sprog og Eiendommeligheder; men dem havde jeg havt den Fornøielse at meddele Fortælleren. – Den Forfatter, som først har vist at fortælle Noget om Fanternes Hemmeligheder, er vel Mestertyven Gjest Baardsen, som ikke alene i sin Selvbiographi (Christiania, 1835) gav en kort Prøve paa deres Sprog, men ogsaa under sit Ophold i Akershus Fæstnings Slaveri skrev og indleverede til Kommandantskabet en hel Ordfortegnelse til Fantesproget, et Skrift, der ikke blev ændset saa meget, som det burde. Det er nu benyttet i det til nærværende Bog føiede Ordregister.
