efter hende. Det er meget sædvanligt, at Fantekvinder paa 30–40 Aar fortælle, og det uden Sky, om 4–5 „Mænd,“ som de have fulgt et Par Aar hver, og fra hvem de paa forskjellige Maader ere blevne skilte. Ja, end større er vel Frækheden hos Mændene, som paa Slutningen ikke vide Tal paa sine flygtige Forbindelser af dette Slags, ofte en ny for hver Langreise; en Fant, som jeg kjender, har endogsaa foruden flere andre Giftermaal, som han selv kaldte dem, tourvis havt 2, om ikke 3 Søstre til Kone.
Erindrer Læseren den Skøierkvinde, jeg ovenfor fortalte om, der i sin Barndom havde været flittig ude paa Bakken for, som man havde lært hende, at se Vorherres Ansigt igjennem Solens Straaler, saasom hendes, Øine senere, naar hun monne have samlet megen Synd paa sig, vilde blendes derved og løbe i Vand? Jeg lod dette Menneske fortælle mig sin Historie; Enden derpaa var, at medens hendes tre tidligere „Mænd“ gik omkring hver paa sine Veie, havde hun – og hun var nu en grim Kjærring paa 60 Aar – faaet en Unggut paa 20 til at følge hende, og i Samliv med ham havde hun streifet om en kort Tid, indtil en Straffedom satte dem begge hver i sit Rum paa Christiania Tugthus, hvor de nu vare. Jeg blev harm over den unaturlige Forbindelse, som vel hun havde lokket Gutten til at indgaa; men hun svarede mig med en Sentents, hun længe havde hørt: „Naar et Hus bliver gammelt og faldefærdigt, skal man støtte under det med en ny Stok;“ Siden talte jeg med Gutten selv, der nu gik til Konfirmation paa Tugthuset, og skammede ham ud for hint afskyelige Forhold, og hans Svar var: „Jeg mente som saa, at naar jeg fulgte den Gamle, saa skulde der ikke spørges saa mange Børn efter mig, som om jeg tog en Gjente paa min Alder.“
I Aaret 1846 blev et ligedant uelskværdigt Fantepar arresteret og afstraffet i Christiania. Det var en gammel og yderlig berygtet Kvinde, hvis Historie kan forfølges af en masse Domsakter næsten fra Aarhundredets Begyndelse. Hun var Moder til en særdeles talrig Børneflok, som var adspredt
