Kirker (Tomterne dertil bleve allerede udseede) og egne Præster, egne Fogder og Sorenskrivere. Den forhen omtalte Paul Øieren sendte allerede sine to unge Sønner med Gottlund til Åbo, hvor de skulde studere og uddannes til Præster og Dommere efter Finnernes Hjerte. Ja, de svenske og norske Finner, som altid havde vedblevet at betragte sig som Landsmænd, vilde ogsaa erkjendes som et Folk og danne et eget Rige, uafhængigt af Departementerne i Christiania og Stockholm, og en Deputation af 6 norske og 6 svenske Finner (Paul Øieren var en af dem og kunde fortælle mig nøiagtigt om det Hele) gik ind til Stockholm for at frembære dette Ønske for Carl Johan. Kongen modtog dem med Blidhed; „men,“ tilføiede Fortælleren, „havde vi vidst før, hvad vi fik høre her, at Norge og Sverige efter Grundloven hver for sig ere udelelige Riger, saa skulde vi nok ikke have sat os dette i Hovedet.“ De fik naturligvis Afslag paa sin Begjæring; deres Ønske om Løfte paa egne Kirker og Præster vilde ikke heller lykkes for dem (skriftlig Ansøgning derom skal ellers være bleven indleveret til Regjeringen i Christiania): den ene af hine Fingutter døde i Åbo, og mismodig kaldte Faderen den anden tilbage. Denne havde kun faaet læse Cornelius Nepos og maatte lade sig nøie med Ansættelse ligesom Faderen som Omgangsskoleholder imellem sine Landsmænd, og dette var det eneste synlige Resultat af alle disse Bestræbelser.
Men endnu den Dag idag er der ikke en Sjel paa Finskoven, som jo nævner C. A. Gottlund som Finnernes Ven og Velgjører. De Gamle mindes ham med Taknemmelighed; de unge omtale ham med Ærefrygt. Er ikke dette et Bevis for, at hans Virksomhed, hans Tale imellem dem maa have baaret gode Frugter? Han erindrede ogsaa fremdeles sine fjerne Landsmænd og sendte dem Bøger, sender endnu og korresponderer med nogle af dem. Saaledes vakte og nærede han deres nationale Bevidsthed; derved gjenvandt de Agtelse for sig selv først og tiltvang sig saa sine Naboers. Men saaledes faldt Skillevæggen mellem dem og den omboende norske Almue; nu kunde en Fingut vove at beile til en norsk Pige og hun be-
