den; de maatte ernære sig kummerlig, mest som Arbeidskarle under fremmede Herrer, og der fortælles endog, hvorledes Bestyreren af det ankerske Fideikommis kunde drive store Flokke af dem helt ned til Nittedalen for der at grave Grøfter og tappe Myre paa Fideikommissets Gaarde, et Arbeide, hvorunder de stakkels Mennesker lede af en Hjemve, hvis Klager endnu lyde i Sagnet. Nu trængte Armoden ind i Finnernes Boliger[1] og med den vel Modløshed og Sløvhed i deres Sind, og over den indre og ydre Ulykke lagde sig Naboers, den norske Almues, Ringeagt og Haan.
Til disse ydre Omstændigheder, som virkede saa ugunstigt paa Finnernes Liv, kom endnu dette, at der fra Geistlighedens Side gjordes saa lidt for deres religiøse Forholde. Finnerne erklærede mig, at for en Menneskealder siden var der mange Finner, som Lidet eller Intet forstode af Norsk, og saaledes var det vel endnu mere Tilfældet i ældre Tider; men saa mange Sagn de ellers havde bevaret, kunde Ingen fortælle mig, at nogen af deres Præster havde gjort sig den Flid for deres Sjelesorg og vist dem den Opmærksomhed at lære deres Sprog. Ja, der blev endogsaa lagt Hindringer i Veien for en nidkjær Mand, som med Liv og Sjel vilde taget sig af og opreist den vistnok synkende Christendom, som dette Folk havde ført med sig fra sit gamle Hjem. Thomas v. Westen, Finneapostelen, som imellem Finnerne (Lapperne) ved Røraas og i det nordlige Østerdalen havde forefundet det skumleste Hedenskab, tænkte sig Tilstanden hos disse Skovfinner ligedan og vilde reise til dem; Missionskollegiet vægrede sig ved at give ham Tilladelse dertil; men han skrev, at han vilde reise alligevel, paa egen Bekostning og med Guds Tilladelse, og det var vel kun Døden, som hindrede ham heri. Og hvorfor mon Missionskollegiet modsatte sig v. Westens Ønske? fordi det frygtede for at støde Biskop Deichmann, den mægtige Prælat, som nok nødig vilde se en saa nidkjær Ivrer i sit Stift, som
- ↑ Jeg har intetsteds hørt saa levende Skildringer af Nøden i Hungersaaret 1812 som her paa Finskoven.
