Stegen. Men Taterne viste meget godt, at det ikke var noget Aadsel, de holdt Gjæstebud paa; thi den Svinet bibragte Gift var af den Natur, at den „kun gik til Hjernen, men ikke til Hjertet og Blodet[1].“ Her som i andre Lande ere Taterne da – og de have vist leet godt i Skjægget derved – blevne betragtede som Aadselædere, paa en Gang Gjenstand baade for Afsky og Medynk. Efter hvad der er oplyst, vil man vel ikke længer kalde dem saa; jeg kan endogsaa anføre et Træk, som viser, at de sætte stor Pris paa og ikke sky noget Middel for at skaffe sig god Mad. Frederik Larsen fortalte mig – og hen indskrænkede han ikke sin Beretning til en forsvunden Tid –, at naar Taterne ret ville gjøre sig tilgode, saa opsnappe de et Faar i Udmarken, slagte det paa ordentlig Maade, lade Blodet flyde af og tage Indvoldene ud, men grave det ellers helt og holdent ned i en Ildmørje. Skindet med Ulden paa forkulles da til en fast Skorpe, inden hvilken Kjødet steges i sit eget Fedt. Naar Skorpen brydes af, stiger den appetitligste Damp op i Næsen; der strøes lidt Salt paa Braden, og man har en Ret, som Ingen kan ønske sig bedre.
Lad mig slutte alle disse Historier om skamløst Hykleri og ondskabsfuld Kløgt med at fortælle en Scene, som en Tater, der havde været hos, meddelte mig, og som giver et ret godt Indblik i disse Menneskers Sjel: En Taterhex, der i sig forenede alle sin Slægts Udyder, var kommen ind paa en Bondegaard og havde forsøgt sine Tiggerkunster; men Bonden, en forstandig og brav Mand, foreholdt hende det utilbørlige i hendes Færd; hun skjønnede strax, at her intet var at udrette for hende, og klogelig antog hun en beskednere Tone, fremhykklede endogsaa et Slags Bekjendelse og Anger; men endda kunde hun ikke bare sig for i sit fordærvede rommaní halvhøit at yttre sin Hjertensmening:. „Devel har tji dela mander pu at kjera pre; saa maa mander kjera med möien for at
- ↑ Borrow fortæller ogsaa, anf. St. 1, 20. om de engelske Gypsies, at de have prakticeret den samme Kunst, og det netop ligesom her med Svin.