ventet et Navn som erindrede om den Maane; men der er dog nogen Sammenhæng alligevel mellem Mythen og Navnet. Nu er det jo vistnok tænkeligt, at Fortælleren med Forsæt kunde have udsmykket sin Historie med et saadant finsk Ord: dette havde man ogsaa maattet tro, dersom han selv havde forklaret, at hint Alako egentlig var finsk; men det gjorde han aldrig, saa meget jeg end spurgte ham ud om ethvert Punct i denne Sag; det var mig selv, som først gjenfandt Ordet i det finske Sprog og deri syntes at se det eneste Vidnesbyrd for den ellers saa mistænkelige Fortælling. Det forekommer mig, at Sagen kan forklares saaledes: Vore Tatere høre til den Gren af Taterfolket, som har holdt til paa de russiske Stepper og der, efter Borrows Vidnesbyrd, langt bedre end andetsteds har bevaret Slægtens Traditioner og Eiendommeligheder[1]. Der er intet urimeligt i at antage, at Taterne fra sit tidligere Hjem kunne have medbragt nogle nødtørftige religiøse Forestillinger, og at de Horder, som kom til at udbrede sig mod Norden, med det større Alvor, som de uhyre mennesketomme Sletter eller de mørke Urskove vel maa have paatvunget dem, have overleveret disse samme Forestillinger fra Slægt til Slægt, medens f. Ex. Spaniens Taterflokke i det yppige Land have overgivet sig til en mere samvittighedsløs og glemsom Letsindighed. Om nu hine russiske Tatere have troet paa et guddommeligt Væsen som denne Dundra, der boede i Maanen, og hvis vexlende Kamp med fientlige Aander vistes ved Maanens Af- og Tiltagen, saa er dette Noget, som stemmer ganske overens med mange asiatiske Folkeslags Forestillinger. Nu kom en Del af disse Tatere ind i Finland og tilegnede sig det finske Sprog; her kunde de vel have antaget Ordet alakuu som et Hverdagsnavn til at betegne denne Maanegud, som ellers hed Dundra, to Navne altsaa, som de-
- ↑ Derfor yttrer Borrow ogsaa (anf. St. 1, 19) Længsel efter, at de russiske Lærde skulle samle og offentliggjøre Taternes høist originale Sange. Se ogsaa den rigtignok tvivlsomme Beretning S. 103, Anm.
