efter Omgang har Forsæde, holder derpaa en kort Tale og slutter med de høihellige Ord: Ala mana sana! Nu komme alle nygifte Par hen til Alako-Billederne og erholde mod en Afgift til Høvdingen Indvielsen i Gudens Navn; de nyfødte Børn bringes ogsaa did og navnfæstes, og hvis de ere døbte med christen Daab, blive de omdøbte i Alako’s Navn. Resten af Mødet udfyldes med en Fest, hvor Taterne traktere hverandre med det medbragte Flesk og Brændevin og underholde hverandre med Fortællinger om sit større og mindre Held i at plyndre de Christne og dermed „tjene Alako.“ – Om sit eget Forhold til denne Gudsdyrkelse fortalte min Taterven videre, at da han i Christiansand havde ladet sig døbe og saa fornyede sit Fanteliv, traf han sin Farbroder, en Tater af det gamle Slags, som alvorlig foreholdt ham hint Frafald og til Bevis for Alakos’s beskyttende Magt anførte at da Cholera i Aaret 1833 dræbte mange Mennesker i Landet, savnedes ikke en eneste Tater – et Argument, der bragte den Frafaldnes Tro til at „balancere som paa en Knivsæg mellem Gern og Alako.“
Om min Hjemmelsmand har jeg allerede før fortalt, at jeg ofte betragtede hans Taterhistorier med stor Mistænksomhed, men at jeg næsten ligesaa ofte til min Forundring virkelig fandt dem bestyrkede, og at jeg aldrig greb ham i et usandfærdigt Ord. Jeg har heller Intet fundet, som bestemt vidner imod denne hans Beretning, skjønt jeg længe maatte lede for at finde Noget, som maaske vidner for den. Rigtignok har ingen anden Tater stadfæstet den; men dette har ikke saameget at betyde; det er ikke mange af de Tatere, jeg har truffet, som
stykke af en saadan, hvis Betydning er gaaet tabt for den nuværende Generation. Sagen er vistnok ikke umulig; Borrow meddeler ogsaa en gammel hellig Formular, som hans spanske Tatere erindrede, men ikke forstode (anf. St. 1, 344). I den Tanke, at et Tilfælde kanske senere kan kaste Lys derover, har jeg imidlertid fundet det værd at meddele Sangen samt den følgende Formular, om hvilken det samme gjælder.
