terne borte; følgende enkelte Vink og Raad, tog jeg over Kongsvinger, helt op imellem Finnerne paa Soløer Finskov; der var heller ingen; overalt viste man mig længere mod Nord, til Østerdalen med dens Sidedale; men ogsaa her viste man mig længere bort; man kjendte nok Fanterne allevegne, men vilde intetsteds kjendes ved dem som hjemmehørende i Bygden. Paa denne Maade kom jeg over Throndhjem igjennem Indherred alt til Namdalsfjorden. Her maatte jeg vende om, tog atter over Throndhjem igjennem Kystegnene til Molde, saa igjennem Romsdalen og Gudbrandsdalen til Mjøsen, gik over Vardal og Land til Randsfjorden og kom over Ringerike tilbage til Christiania. Men intetsteds havde jeg fundet Fanternes Rede.
Min Hensigt var dog endnu mere ved flittig Samtale med Almuesfolk og Embedsmænd, som jo idelig se Fanternes Færd, at faa bedre Kundskab om deres Væsen og gode Raad om, hvorledes man skulde redde dem ud af Fantelivet. Og det var et rigt Samtale-Emne. Skydsgutter underholdt sig hele Mile med mig om Fanterne (thi jeg maatte idelig selv fortælle, for at faa Andre til at fortælle med). Altid fik jeg høre noget Nyt. Huusmandskoner fortalte, dog mest med korte Hentydninger, underlige Ting om Fanternes Gaver til at kurere eller skade baade Folk og Fæ; paa de rigere Bøndergaarde kjendte man dem kun som Tiggerfolk med en mageløs Uforskammethed. Finnerne beskreve mig deres omflakkende Fiskerliv langs Fjeldvandene, Strandsidderne paa Nordmøre deres Sørøvertog imellem Øerne. Færgemænd gave mig Oplysning om deres aarlige Toure frem og tilbage; Bygdevægtere skildrede dem som balstyrige Krabater; Gravere og andre Kirkebetjente yttrede med Betænkelighed, at de sjelden eller aldrig kunde mindes, at en Fant var ført til Begravelse i christen Jord. I Brændeviinskipperne omkring Throndhjem, hvor de vise sig som gode Kunder, undskyldte man deres Feil, roste endog deres Dyder; Sæterpigerne yttrede Ængstelse for deres Overlast og Vold. Letsindige Folk lo over deres Skøierstreger; de Fromme i Landet sørgede over deres hedenske Liv. Det var forvirrende at høre saa mange modstridende Domme. Paa den ene Side
