jeg i det Længste ikke vil slippe, at hans Sjel endnu skal kunne reddes[1].
Ved mine i Løbet af et Aar jevnlig fortsatte Besøg hos denne Frederik Larsen var det, at jeg saa nogenlunde indviedes i Taternes Mysterier; han er ogsaa min Hovedhjemmelsmand for de fleste af de Træk af det norske Taterliv, som de følgende Blade skulle levere. Men hvad jeg først søgte at komme efter, det var Tatersproget. Jeg skjønnede, at skulde Noget give mig Nøglen til Taternes Fortrolighed, skulde det være Kjendskab med deres Sprog. Og jeg bedrog mig ikke. Saasnart min Sprogmester med en hvis Selvtilfredshed erklærede mig, at jeg havde faaet Grebet paa hans rommani, opsøgte jeg alle de Tatere, jeg i Fængsler og Strafanstalter kunde finde, og bemærkede med stor Fornøielse, at jeg i min Smule Glosekundskab havde som et Tryllemiddel til at bortjage deres Mistænksomhed og løse deres Tunge. Det var ofte høist pudserligt at se, hvad Virkning 2–3 Taterord kunde gjøre. I en Lensmandsarrest paa Ringerike traf jeg temmelig
- ↑ De Fleste ville forstaa, hvorledes jeg maatte bedrøves, da jeg modtog Tidende om denne Taters Fald, netop Dagen før jeg tiltraadte min Reise omkring i Landet for at virke til hans Kammeraters Redning fra det ulykkelige Fanteliv. Men nu, da disse Blade skulle lægges under Pressen, kan jeg tilføie, at jeg tør anse mit Haab om ham for opfyldt. Ganske tidlig modtog jeg nemlig meget uventet et tilfredsstillende Brev fra ham. Han fortæller mig, at han er bleven gift med en Enke, som eiede Hus og nogen anden Formue; hans Kone er snild; et triveligt Barn har han faaet istedetfor den paa Fantestien fødte Gut, som han efter Omstændighederne var glad ved at vide død; han bor i et Strandsted paa Vestkysten og ernærer sig ret godt af sit Arbeide som Blikkenslager; nu var hans Bøn til mig, at jeg efter et tidligere Løfte endelig maatte sende ham min Bog om Fanterne, som han af Aviserne havde hørt var færdig til Trykken. – Se, denne Mand havde under Samtalerne med mig mere grundigt end vel ellers nogensinde før gjennemgaaet og tænkt over Fantelivets Utilbørligheder og Vederstyggeligheder, og mon jeg ikke nu tør tror at han netop derfor desto snarere væmmedes derved, da han atter havde givet efter for Tillokkelsen og var gleden ud paa Fantestien? Nu havde jo hans Taterliv heller ikke Hemmelighedens Interesse.
