afkastet af en ung Hest, og fik saa stor Skade i Rygraden, at den tilsidst foranledigede Tabet af den frie Bevægelse i alle hans Lemmer. Blot hans Hoved blev hans Villie undergivet, medens han var afhængig af Andres Hjælp med Hensyn til hans Flytning fra Sengen til Stolen, med Hensyn til enhver ubetydelig Forandring af Stilling i den, og korteligen, med Hensyn til næsten enhver almindelig Legemets Forretning, - hvis frie Udførelse, skjønt den neppe bemærkes af de Sunde og Stærke, udgjør meget af det dyriske Livs Behagelighed. Men hans Legeme, der saaledes var Bevægelsen berøvet, var dog fremdeles modtagelig for Smerte, og meget, saare meget af dette føleligt virkende Onde tilføiedes til det lidende, fuldkommen Hjælpeløshed. Han pleiede at blive fastbunden, hellere end at sidde i en Stol, og hans Krop og Been vare næsten i een ret og stiv Lime, - med sine ubrugbare Arme liggende foran sig, og ofte sørgeligen angrebet af vold som Pine i Maven eller en anden af de indre Dele; hvorom hans udtærede blege Ansigt gav rigeligen Vidnesbyrd. Dog synes hans Aand intet at have lidt.
„Han holdt fremdeles Forsamlinger til Gudsdyrkelse i sit Huus, og arbeidede ofte i dem i Lærdommen, til deres Opbyggelse, der vare forsamlede hos ham; og han dikterede nogle Breve. Jeg blev ibesynderlighed slaaet, om ikke opbygget, ved at bemærke, hvor fast og grundigen hans Sind havde ankret i Christus, - og ved at høre, hvor klart og fuldstændigen han talte om denne Tillid.
„Saaledes lidende, og saaledes opretholdt, henlevede han omtrent ti Aar. Tilsidst, henimod Begyndelsen af den 8de Maaned 1807, tiltog hans Sygdomstilfælde, og da han den 15de s. M. var betydeligen værre, kaldte han sin Hustru og sin Søn hen til Sengen, og talte til dem med et blidt Aasyn, i det velske Sprog, omtrent Følgende. Han spurgte dem, om de havde noget at sige til ham, „„thi,““ sagde han, „„de salige Timer nærme sig; ja, førend denne Nat vil jeg være undkommen i Sikkerhed didhen, hvor hverken Prøvelser eller Møier skulle komme. Værer tilfredse, og sørger ikke for mig; thi jeg afgaaer til uendelig Glæde, til at prise Ham, der har bragt mig taalmodigen gjennem alle mine Møier og uudsigelige Trængsler. — Understøt mig, o Herre, i disse faa Minuter; thi jeg er næsten kommen hinsides Tidens Grændse, til en grændseløs Evighed. — Jeg er nu nærved at give eder det sidste Farvel; men tager eder til Hjerte, og værer dagligen paa eders Post, thi i den Time, I ikke tænke, vil Døden, nem-
