4
EUGÉNIE
slegt, og de var langtfra blottede for tro paa, at det vilde lykkes dem »til stort at vorde igjen«. Man finder intet sted i verden en saa begeistret fastholden ved nationale erindringer som i Spanien. Men dette land, der er saa rigt paa minder, har for længe staaet uden forbindelse med det øvrige Eu ropa; det har glemt at maale sig med andre riger og mistet evnen til at bedømme sig selv gjennem sammenligning med dem. Tanken paa de seire, som spanierne vandt i svnndne tider, forleder dem til at tro det let fremdeles at vinde seire. Med blikket vendt mod sit Alhambra, sine pragtmomimenter, glemmer de, at deres fedreland er sunket ned fra sin fordums høide. De ser ikke, at hine slotte, som de er saa stolte af, staar som døde minder om en hensmuldret storhed; de ser fremfor alt ikke, at den samme nation, som en gang var Europas mæg iigste, Europas tapreste, har ophørt at spille med i den europæiske konsert. Af kjøbmand Kirkpatricks døtre var Manuela saavel den ærgjerrigste som den smukkeste. Hen des forfængelighed var umættelig, og hendes slegt stolthed kj endte ingen grænser. Hun var, trods sin skotske herkomst, et egte Spaniens barn. Medens hun bød vin om og underholdt herrerne, der draK i hendes faders gjestestue, var hendes sjælelige blik rettet mod fædrenes blanke adels skjold. Fortidens traditioner hjalp hende til at glemme nuets snevre forhold, beretningerne om hendes gamle ahner hjalp hende til at glemme, at hun var skjenkevertens datter, kort, tanken paa fortidens hæder bar hende let hen over øieblikkets ydmygelser.
