FRANKRIGES SIDSTE KEISERINDE
45
som blev udfoldet ved den kirkelige bryllupshøi tidelighed, overgik alt, hvad man siden Napoleon den stores tid havde været vidne til i Frankrige. Fra den tidlige morgen stod nationalgarden og arméen opstillet i dobbelte rækker fra Tuilerierne og til Notre-Dame. Hele Paris var paa benene for idetmindste at faa se et glimt af stadsen. Jern banen bragte over to hundrede tusinde provins boere til hovedstaden. Det brogede liv i gaderne fremhævedes ved kvindernes vekslende toiletter, ved de rige flagdekorationer, ved Napoleons og Eugénies navnetræk, der saaes overalt, og ved re gimenterne, hvis uniformer straalede i solskinnet. Thi skjønt midt om vinteren var himlen blaa og klar og luften saa mild som en vaardag. Klokken ny2 kjørte den fremtidige keiserinde fra Elysée til Tuilerierne. Paa hendes venstre side sad hendes moder. Ligeoverfor de to damer havde over-ceremonimesteren, grev Tascher de la Pagerie taget plads. Brudens skjønhed fremhævedes ved hendes elegante og smagfulde dragt: Hun bar en hvid fløielskjole med langt slæb og over denne en hvor der var samlet omtrent tusinde personer, som var indbudte til at overvære ceremonien. Keiseren og Eugénie satte sig, alle andre blev staaende. Efter at egteskabskontrakten var undertegnet af keiseren og keiserinden samt af keiserindens moder, af prinserne og prinsesserne, kardiaaterne, marechallerne og af keiserindens vidner, begav man sig til skuespil-salen, hvor der udførtes en kantate, hvortil Auber havde komponeret musiken. Klokken elleve trak keiseren sig tilbage til sine værelser; Eugénie og grevinde Montijo kjørte, ledsagede af over-ceremonimesteren, tilbage til palais Elysée, hvor hun og hendes moder havde boet i forlovelsestiden.
