sagelig finere Manufakturvarer, og kunde, som Jensen udtrykte sig, smigre sig med at tælle Byens bedste Damer blandt sine Kunder. Men for den Slags Forretninger var det nu en absolut død Tid.
De hvide Lærredsgardiner var nedrullede og ind gjennem den aabne Dør væltet Gradestøvet sig i tætte Skyer og bredte sig over Diske og Hylder. Og det var det eneste, som skaffede Betjeningen lidt Arbeide; for nu var Knappereoler, Silkebaands skuffer og Kniplingsæsker ryddet om igjen og om igjen saa ofte, at der ikke længer var noget at finde paa med dem heller. I sin Fortvilelse gav de sig til at snakke om Chefen.
„Skulde Fan være Chef, naar en skulde gjøre sig saa lidet godt af Verden,“ sa Hansen, en liden mørk Fyr med storrudet Slips og røde Næver. Han slængte sig ned paa en udtrukken Skuffe, saa det knagede i Disken.
—— hænge paa Kontoret hele Dagen i denne fæle Varmen, saa en ikke kan faa røre sig.”
Lange Tobiassen gryntede. Han hang fremover Disken og gad ingenting.
Hansen knurrede videre. Den „Linerla” der inde, det var akkurat, som han gjordes paa. Passed paa som en Smed hele Dagen, saa en kunde ikke faa sig en halv Øl, om en var dauefærdig af Tørst.
De andre var enige. Dog mente Frk. Halvorsen, at det jo var rigtig af Chefen, at han passed For-
