Det var morsomt ogsaa hos Madam Simonsen.
Den gamle Madam var et Menneske med
Livserfaring. Foruden sin Portner- og Skurekonepost
havde hun et lidet Øl- og Melkeudsalg, og indenfor,
i Blaakammeret, en Ø1- og Kaffebule for Gaardens
Forretningsfolk. Der kunde man sidde trygt og
godt, hvis man ellers forstod at holde sig tilvens
med Madamen.
Blaakammeret, eller „det Allerhelligste”, var et lidet, dybt Kjælderværelse med et enkelt Vindu inde i den tykke Murvæg. Det laa godt gjemt indenfor Kjøkkenet. Der var ogsaa ganske hyggeligt med den gammeldagse Topseng og den store Sofa med Hestehaarsbetrækket; foran Sofaen et stort brunmalt Klaffebord med blomstret Voxdugsteppe og paa Væggene store, gjilde Oljetryk og en Masse Billeder som var udklippet af „Verdens Gang”; — Madamen var nemlig Venstremand.
Men for at være rigtig tryg i Blaakammeret maatte man jo af og til „smøre" Madamen lidt. Et Slips, et Forklæde og lignende Smaaterier gjorde altid god Virkning.
„Det var svært saa trabelt han hadde han Far sjøl i Dag da,” sa Madam Simonsen; hun kom ind og satte sig i Sofaen hos Frk. Halvorsen, som netop drak sin Formiddagskaffe. „Det skulde vel aldrig brake løs med den femte derude i Dag?” Hun brætted Trøieærmerne ned over de røde Haandled og glatted sit tynde, lyse Haar med begge Haandfladerne.
