det did. Hun havde jo ikke saa meget Tøi og maatte ha vasket meget oftere end hvergang Fru Hedels havde Storvask. Det var ogsaa noget hun snart maatte tænke paa at faa sig lidt nyt Undertøi. Sex Linneder og sex Par Benklæder og tre pene hvide Nattrøier maatte hun ha; — hun havde bare disse blaa Sirtstrøierne derhjemmefra, og det var rent for lidet. Det var for væmmeligt at rende til Vaskekonen hvereneste Uge med de gamle Fillerne, syntes hun; det gik ikke an for en Dame sligt. — Men det blev vondt at vænne sig af med Formiddagskaffen igjen. Ikke bare det, at hun blev sulten, naar det led paa, men det var ogsaa det, at denne Kaffestund hos Madam Simonsen gjorde Dagen lidt kortere; det var formelig noget, hun kunde gaa og glæde sig til i de lange, kolde Vintermorgener.
Hos Madam Simonsen var det hyggeligt og godt og varmt; det kunde man nok ikke sige om Butikken. De havde en saadan fin moderne Ma gasinovn derinde, som engang ud paa Formiddagen drev det til at varme op lidt opunder Taget; men nede paa Gulvet var det lige koldt. For Betjen tene kunde det enda gaa an; de klatrede op paa hver sin Trappe, saa høit de kunde komme; der sad de da og gjorde Vittigheder over Menneskenes Vilkaar i Almindelighed og Handelsbetjentenes i Særdeleshed, indtil Chefen viste sig. Men hun som var Dame maatte holde sig paa Gulvet.
