Tobiassen havde nævnt ; det var i Grunden ærgerligt at være saa uvidende.
„La du Mærke til Tulla ista du?” spurgte Hansen, da Frk. Halvorsen var ude. „Hun blomstred som en Pion, Far; Fan tru slig en liden Helledussen!”
„Hun er ialfald Patent enda da,” mente Tobiassen lidt kort.
Frk. Halvorsen kom ind igjen og begyndte at pakke ind det blaa Tøistykke, som Fru Block havde faat Kjole af. Naturligvis kom Tobiassen og skulde hænge over hende igjen. Han la sig som sædvanlig fremover Disken og glodde paa hende.
„Det der hadde godt af at faa lufte paa sig lidt det,” sa han og lo.
„Hvilket?”
„Det Tøiet der vel.”
„Hvordan da?”
Hun lod ham tydelig forstaa, at hun ikke vilde ha nogen Passiar med ham ; men Tobiassen lod som ingenting.
„Ser De ikke, at det har begyndt at visne i Kanterne af Stueluften da? Der er altid nogle Aar siden det reiste over Nordsøen.”
„Jasaa.”
„Ja i Dag var’n go. Aa du Jensen, du Jensen! du kan ta Examen i at ljuge naar du vil!”
Isch, hvor, han var væmmelig den Tobiassen.
