Idetsamme kom Hansen med et stort Stykke Tøi, som skulde op i Hylden. Da han var kommet lige bag hende, hvisket han ganske sagte: „O de flickorna, o de flickorna!”
Hun lod som hun ikke hørte det, men gik idetsamme hurtig ind paa Lageret. Hun kunde graate af Flauhed.
Da Fruen endelig var ude, kom Jensen for at, gaa ind paa Kontoret. „Nogen frygtelige Mennesker disse Kvindfolkene!” sa han spøgende, idet han gik forbi.
Hun lo bare.
„Aa ja, de er jo ikke alle lige gale da,“ tilføied han og saa venligt paa hende.
Gud! hvor sød han var! Hun var saa glad, at hun kunde danse. Tænk en Chef saa hyggelig og ligetil. Hun blev saa tryg og let og fornøiet. Det var da dumt at være saa ræd ogsaa — akkurat som en Unge. Det var da sletikke saa farligt heller, det der i Gaar. Hun havde været lidt munter bare. De andre havde saamæn været meget værre.
Hun retted sig op, stelte lidt paa Haaret og gik smaanynnende ind i Butikken igjen. Hun skulde vise den Hansen, at hun ikke tog sig nær af Jaaleriet hans!
Hun gik stram forbi ham og hen til Vinduet, hvor hun gav sig til at se ud paa Gaden.
„Kjender De den Fyren paa den andre Siden
