„Det er sandt, det har De ogsaa før. Men,” udbrød han pludselig begeistret, „her har jeg en Kjole for Dem! netop en Kjole for Dem, Frue! Et aldeles deiligt engelsk Stof — aa Hansen, vil De ta ned det dueblaa deroppe, det nye engelske ved De, det som kom med sidste „Angelo” ; — det ja, Tak.” —
Hansen pakkede Stoffet ud af Papiret og lever te det til Jensen, som bredte det ud over Stolene og holdt det op for hende, sirligt sammenfoldet mellem sine hvide Fingre.
„Nu, hvad siger De, Frue?”
„Aa—aa jo: men man blir saa bleg i den Farve; jeg tror neppe jeg kan bruge det.”
„De Frue! Jo netop! netop! Men jeg vil sige: mange er det ikke som kan bære en Kjole af den Farve ; det er et af de Stoffe, som man ikke viser frem til Per og Paal.”
„Men tendert er det, frygtelig tendert,” mente Fruen, idet hun med kritisk Mine beskuede Tøiet.
Ja, deri maatte Jensen give hende Ret. Det var ingen Dagligkjole. Han kunde vise hende hun drede Stoffe, hvis Farve han kunde garantere for Sol og Vand; han havde f. Ex. ...”
„Nei Tak, tag det ikke frem Jensen, jeg ser det herfra: det falder for mørkt; men har De f. Ex. noget vakkert i gulbrunt?”
Jo, i gulbrunt havde han her netop et smukt Stof, reneste Vare, extra Kvalitet, som han trygt kunde anbefale.
